Citat C.S. Lewis 'Fra Helvedes blækhus' Onkel Fangegarn (overdjævel, selve djævelen omtales som 'Vor fader dernede') skriver til sin lærling Malurt: "..... Blandt civiliserede mennesker giver had mellem familie sig sædvanligvis udtryk i, at der bliver sagt ting, som ville tage sig fuldstændig uskyldigt ud på papiret (ordene er i sig selv ikke stødende); men som bliver sagt i en sådan tone eller i et sådant øjeblik, at de næsten virker som et slag i ansigtet. For at holde spillet gående må du og Gnavhas sørge for, at ingen af disse to tåber måler sig selv med den samme målestok, som han måler den anden med. Din patient må kræve, at alt, hvad han siger, skal tages ganske bogstaveligt og kun dømmes efter ordene i sig selv, mens han samtidig dømmer alle sin moders ytringer efter en yderligtgående og overfølsom tolkning af den tone og den sammenhæng, de bliver sagt i, og den hensigt han tillægger dem. Du må sørge for, at hun bærer sig ligesådan ad overfor ham. Derved kan de skilles ad efter et skænderi begge to overbevist eller næsten fuldstændig overbevist om, at de er helt uskyldige. Du kender nok dette her: 'Jeg spørger hende bare, hvornår vi skal spise, og så bliver hun aldeles rasende.' Når de er kommet godt i vane med den slags, har du den frydefulde situation, at mennesker siger noget i den udtrykkelige hensigt at såre og alligevel beklager sig over det, når modparten har følt sig såret.
Hør, fortæl mig også noget om den gamle dames religiøse indstilling. Er hun overhovedet skinsyg over den nye faktor i hendes søns liv. Er hun i det hele taget såret over, at han af andre og så sent har lært det, som hun mente, hun gav ham så god lejlighed til at lære, da han var lille. Synes hun, han gør en vældig ståhej ud af det, eller at han 'kommer igennem' på meget lette vilkår? Husk den ældste broder i Fjendens historie (red. lignelsen om den fortabte søn)."
"-Din hengivne Onkel Fangegarn"

http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry209321.html

En underdæmon i Helvede har til opgave at føre en mand (som omtales "patienten") bort fra Gud og ind i fortabelse for på den måde selv at avancere i status. Til hjælp får han en kyndig vejledning i form af breve fra hans onkel "Fangegarn", som er en ledende dæmon i Helvede. Brevene handler om forskellige metoder til at få patientens fokus væk fra Gud, og hvilke 'farer', han skal vogte sig for. Som fælles træk for alle disse metoder, gælder det, at dæmonerne ikke kan skabe noget selv, men kun kan misbruge de gaver og hændelser, der kommer fra Gud. Bogen er efter min mening simpelthen genial, fordi alt er vendt på hovedet. Således er "Fjenden" Gud, og alt, hvad der, i menneskers øjne ser rigtigt og godt ud, er dårlige ting. Djævelen omtales således som 'Vor Fader dernede'. ;-)