For at svare det tågehoved som skrev at folk skulle have prøvet at være udsat for overfald selv. Jeg har selv været udsat for vold. Jeg fordømmer ikke dem, som overfaldt mig. Vreden er der naturligvis; men - for der er et stort men - hvis jeg ønsker det samme for disse mennesker, som de har gjort mod mig, så er jeg ikke noget bedre menneske selv. Jeg tror på, at jeg ved at være et bedre menneske end dem, kan være med til at påvirke verden omkring mig i en ikke voldelig retning. Vold avler vold. Det gælder både i det store, såvel som i det lille, perspektiv. Der er en meget essentiel og stor forskel på at have følelser som foragt, had, hævntørst, vrede osv. og så til at føre dem ud i handlinger. Både når det gælder et makroperspektiv som f.eks. lovgivning i samfundet og når det gælder et mikrosperspektiv, som det personlige plan.

Indre oprør:
Lad mig komme med et eksempel. Jeg mødte engang Pia K. i Magasin. Jeg havde den største lyst til, at gå hen til hende og fortælle hende hvilken led kælling hun er. Det, der holdt mig tilbage, var alene visheden om, at hvis jeg gjorde det, ville jeg være lige så indskrænket og afstumpet, som det jeg foragter så meget ved hende. Jeg ville alene med min handling retfærdiggøre hendes kamp imod, hvad hun anser for at være afstumpede mennesker. På præcis samme måde refærdiggør næsten alle herinde med deres accept af urmagerens handling, at den slags kan ske igen. At man ikke kan se det afstumpede i sig selv, viser bare at cortex ikke fungerer optimalt i forhold til at lægge en dæmper på de megalomane, neurotiske følelser, som har sit udspring i den manglende evne til at dæmpe de instinktive signaler fra det limbiske system.

Fred med sig selv:
Man kan altså sagtens have følelser, som bygger på rene rå instinkter; men samtidig have en tilpas velfungerende cortex til, at man ikke ønsker at lade disse følelser komme til udtryk i handling, endsige ord. I reptilhjernen, som er en del af det limbiske system, gemmer alle vores stærkeste urinstinkter sig. Det være sig sex, had, kærlighed, foragt, aggresivitet, angst, osv. osv... Hjernen er bygget således, at cortex lægger en dæmper på de følelser, som er så stærke, at de ville komme i konflikt med de love og regler, som eksisterer i samfundet / populationen.

Hvor civiliserede er vi egentlig?
Men for at vende tilbage til sagens kerne, så burde det, at vi ikke længere i samme grad ser op til dem, som ukritisk fører reptilhjernens drifter ud i livet, netop være et udtryk for at vores samfund har udviklet sig. Spørgsmålet er så, om det virkelig også forholder sig sådan. Jeg mener desværre, at der er lang vej igen. Et eksempel, som det her med urmagerens selvtægt, viser, at vi måske endda bevæger os i den forkerte retning. For øjeblikket synes jeg, at samfundet og det enkelte menneske bliver mere og mere råt, afstumpet og stenalderagtigt, drevet af sine mest basale drifter. Det er fand'me uhyggeligt. Roald Als har virkelig ramt plet, når han tegner Anders Fogh som en hulemand.

Obs.: At jeg bruger Pia K. som et eksempel her, vil måske støde mange af dem, som sympatiserer med hende; men jeg er ikke ude i et politisk ærinde. Jeg bruger hende som eksempel, fordi det rent faktisk skete i virkeligheden. Ej heller synes jeg, at det er selvmodsigende at skrive mine tanker omkring denne begivenhed ned. Jeg demonstrerer jo netop forskellen og er derfor også med på, at jeg ved at nævne forskellen med et eksempel gør mig til offer for, at folk måske vil sige, at jeg selv sviner andre til i fuld offentlighed. Det er dog ikke intentionen.

http://www.hjernesange.dk/hjernemad/hjernedannelse/hjernecentr...