Som marxist er det selvfølgelig revolutionen som handling der er i mine tanker, men julen er altid en god mulighed for at reflektere over samfundet efter revolutionen. Mange ting vil ændres, mange forældede traditioner og normer vil blive smidt ud og erstattet af nye. Jeg mener dog at Julen er blevet en så vigtig del af proletariatets kultur at det er en tradition der er værd at beholde. På trods af kapitalens kommercialisering af denne tradition og helligdagenes religiøse fortid, mener jeg at julen er en fantastisk tradition for arbejderklassen. Julen giver proletaren mulighed for at fejre fællesskabet med sine kammerater, og vise deres taknemmelighed for de levnedsmidler som produktionsmidlerne stiller til rådighed for dem.

Traditionens centrum bør dog flyttes fra det religiøse, til en hyldest af revolutionens helte. Af den grund mener jeg at den første ændring af traditionen bør være at flytte juleaften to dage - fra Jesus fødselsdag den 24. december til den 26. december som var den dag hvor den stolte revolutionær Formand Mao blev født i det mægtige land Kina.

Skikken med at give gaver til andre må også ændres. Ved ophævelsen af den private ejendomsret og proletariatets totale kontrol over produktionsmidlerne, vil der ikke være nogen mening i at give hinanden gaver, da alle ejer alt. Staten er folket. Af den grund mener jeg i stedet at julen bør fejres ved at proletarerne giver den en ekstra slutspurt på arbejdspladserne, for på den måde at fejre arbejdsomhed og troskab mod leninismen. Der skal dog selvfølgelig også være til at slappe af og genoplade batterierne, og til dette formål mener jeg at det er vigtigt at der i julen skrives nogle julesange, der tager udgangspunkt i arbejderklassens virkelighed, og ikke i borgerskabets fascistiske forestillinger om julen som en cementering af det ny-religiøse konsensus. Jeg har derfor taget to klassiske julesange og skrevet dem lidt om, så bliver mindre provokerende, men mere sandfærdige.


JEG DRØMMER OM EN RØD KLODE:

Jeg drømmer om en rød klode
Hvor grådigheden er forvist
Og hvor folk står sammen
Mod kapitalen
Og kæmper for marxismens ord

Jeg drømmer om en rød klode
Hvor proletaren ejer alt
Og hans stolte venner
Bekæmper fjender
Og kapitalens usle kløer

Jeg drømmer om en rød klode
Et sandt arbejderdiktatur
Vi kan ikke lide
Demokratiet
Det er en ækel styreform

Jeg drømmer om en rød klode
Hvor ingen bonde lider nød
Kapitalen bliver forvist
For den er en ulækker fascist


ET BARN ER FØDT I SHAOSHAN:

Et barn er født i Shaoshan
Shaoshan,
thi glæder sig i Leningrad
Mao Tse-tung,
Mao Tse-tung!

Han stiftede et stort parti
Stort parti
Udkæmpede en borgerkrig
Mao Tse-tung,
Mao Tse-tung!

Og efter krigen rejste han
Rejste han
det røde Kinas kæmpe sværd
Mao Tse-tung,
Mao Tse-tung!

Forvunden er nu al vor nød,
al vor nød,
Produktionsmidlerne er vor
Mao Tse-tung,
Mao Tse-tung!

God jul til alle proletarer! Husk at tage tid til at hylde jeres medkammerater i dette prerevolutionære samfund. Socialistisk vinkel ønsker alle arbejdere en rød jul!

Den imperialistiske kapitalismes styreform, demokratiet, har indenfor de sidste mange år gennemgået en uhyggelig udvikling: For at kunne legitimere undertrykkelsen af det samlede proletariat, har man opfundet værdiløse, smudsborgerlige rettigheder, som alle mennesker har. Tomme rettigheder, som politikerne er de første til selv at bryde. Menneskerettighederne er indbygget i den nyliberaltistiske konstruktion og det fascistiske FN for at opretholde klassesamfundet på verdensplan. Disse rettigheder er udelukkende et skalkeskjul for undertrykkelsen af proletariatet - eksempelvis artikel 16, paragraf 3 i menneskerettigheds erklæringen "Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.". Dette er uden tvivl typisk for den fascistiske tankegang, der præger FN og dens korrupte ledere - familien som institution er en hindring for proletariatets fulde udfoldelse.
Det frastødende neoliberale værdisæt ses også ved artikel 17, paragraf 1, hvor 1. "Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre." Igen er den tydelige undertrykkelse af proletariatet umulig at overse: Som enhver ved, at så er den private ejendomsret kilden til al udnyttelse af mennesker, og det er kun via. afskaffelsen af den private ejendomsret og ved spredning af ejendomsretten til proletariatet, at man vil kunne skabe det perfekte marxistiske samfund, hvor mennesket arbejder efter evne og nyder efter behov.
Endvidere står der også i artikel 20, at "alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger" - igen er dette skrevet for at kunne undertrykke revolutionens kammerater ved at forbyde forsamlinger med revolution på dagsorden. Eller hvad med " Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed" i artikel 18 ? Som Karl Marx så objektivt sandt har beskrevet religions undertrykkelse af folket, så er religion opium for folket - religion er bare en måde at undertrykke proletariatet på, og ved at indføre denne "frihed", har de imperialistiske magthavere legitimeret deres syge magtudøvelse overfor proletariatet.

Bandekrigen er symbolsk for den sygdom, som demokratiet er eksponent for: De "demokratisk" valgte politikere påstår alle at ville bekæmpe bandekrigene, men faktum er at ingen af dem gør noget som helst. Undskyldningen er bygget på forældede, ideologiske og forkerte principper. Alle ved, at bandernes aktivitet er ulovlig. Banderne bliver beskyttet af det demokratiske retsprincip, og ved at anerkende dette princip anerkender de ultra-højreorienterede politikere bandernes eksistens. For et fornuftigt og frit tænkende menneske virker det fuldkommen idiotisk at et oldgammelt og forældet princip bliver sat højere end folkets sikkerhed. Det virker også højest besynderligt at retsprincippet ikke kommer til debat i et land hvor ytringsfriheden blomstrer - retssikkerheden er blevet en del af den nyfascistiske cementering af demokratiet som en indiskutabel sandhed.
Kapitalens sokkedukker i folketinget udnytter dette på det groveste. De ved at bandekrigen er nødvendig for undertrykkelsen af proletariatet - kapitalismen er kommet til et stadium, hvor frygt er den eneste mulighed for at holde proletariatet nede og udskyde den uundgåelige revolution, hvis omfang politikerne ikke kan fatte. Går man ud fra, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, må konklusionen være at man er en marionetdukke for kapitalismen, der fungerer som et røgslør omkring de objektive sandheder - alle ved at bandernes gøren er skadelig. Hvis politikerne virkelig bekymrede sig for folket ville de slå hårdt ned på banderne og smide medlemmerne i fængsel. I et leninistisk samfund vil banders hærgen blive bekæmpet med statslig omhu igennem den vældige proletariske folkehær, og statspolitiet ville have slået dette usle opgør ned.
Den kapitalistisk imperialistiske stat kan ikke engang finde ud af at bekæmpe et par tatoverede psykopater pga. den såkaldte retssikkerhed. Sådan en stat er ikke værdig til at overleve.
Ud fra disse betragtninger er det tydeligt at demokratiet er færdigt som styreform og revolutionen uundgåelig - proletariatet vil naturligvis ikke tvinges af den økonomiske fascisme til at leve i frygt for bandekrigen. Jeg mener at oprettelsen af Den Danske Proletariske Folkehær og Det Danske Proletariske Sikkerhedspoliti øjeblikkeligt efter revolutionen vil være i proletariatets interesse og vil knuse bandekrigen under deres vældige stålnæve.
Leve revolutionen!