Søndag, 27. november 2011 kl. 18:20 / kærlighed, limbo, livet
Jeg siger en ting og gør fuldstændig det modsatte.
Først trak jeg mig væk, fordi det gjorde ondt at være venner, vidende at det aldrig kunne blive til mere. Så blev hun ked af det, og jeg sagde til hende jeg ikke ville trække mig væk mere, og det fuckede jeg så helt op.
Så'n virkelig et fuck up af overnaturlig størrelse.
Så blev jeg nødt til at tænke på mig selv, og sagde til hende efter den katastrofale aften, at jeg blev nødt til at komme videre og jeg tilsyneladende ikke kunne holde til det, kunne ikke holde til at smide en facade på og lege hendes ven, jeg kunne ikke håndtere det.
I går skulle vi så feste sammen igen og jeg ignorerede hende, den første time af aftenen, men det svært når vi kun sad seks mennesker sammen. Så vi begyndte at snakke sammen lidt overfladisk og senere på aftenen sad hun ude i køkkenet alene og røg, og jeg gik ud til hende og vi startede endnu en samtale, en samtale som ændrede ting igen.
Jeg havde efter jeg fuckede helt op lovet hende at jeg ville give hende et stort kram, fordi jeg havde gjort hende meget ked af det.
Det kram bragte hun op i vores samtale og jeg løftede hende op og krammede hende og kunne ikke rigtig få mig selv til at slippe igen, fordi det kram satte noget i gang indeni mig, og da jeg så hende i øjnene, mærkede jeg hun var ked af hun ikke kunne ha mig som ven og endnu engang ændrede jeg the deal, som jeg havde lavet. Sagde til hende jeg ikke ville trække mig mere, og reglen var hun skulle sige det til mig hvis jeg trak mig, fordi jeg sikkert ville gøre det, ubevidst.
Senere på aftenen, til den store fest vi skulle til på skolen, endte hun så med at være sammen med en anden. Det gik mig ikke på, i øjeblikket for så dem ikke sammen, fik det bare af vide. Men da jeg kom ud og skulle vente på bussen, kom det hele frem i mig, jeg havde lovet en pige jeg er smask forelsket i, at jeg ikke ville trække mig mere, hun var sammen med en anden til festen, og i dag fandt jeg mig selv i at skrive til hende hun er fantastisk.
Jeg græd hele vejen hjem i bussen, for jeg vidste faktisk ikke hvad jeg ellers skulle gøre af mig selv, jeg græd hele gåturen hjem, og da jeg lå i mørket med musik i ørene , gik det op for mig at hun aldrig ville blive min, jeg ved godt jeg havde fået af vide af hende før, men tror først det gik rigtig op for mig at det håb og det jeg drømmer om, med hende, at hun pludselig indser at hun kan få følelser for mig, det sker bare ikke.
Alligevel skrev jeg til hende i dag; jeg håber hun ved hvor fantastisk hun er, hvortil hun svarede; arh... det synes du jo ikke :) og bang så var jeg ramt igen og begyndte at skrive hvorfor hun var fantastisk, hvad hun gjorde ved mig, hvad der var sket med mig siden jeg havde mødt hende.
Jeg fatter ikke hvorfor jeg bliver ved med at gøre det her mod mig selv, jeg føler mig lidt ligesom Tom Hanks i filmen; terminalen. Viktor Navorski bliver fanget i en lufthavn, i en uforskyldt bureaukratisk forvikling, så han kan hverken komme ind i usa, eller ud igen fordi der er sket nogle ting i hans hjemland, og de har trukket alle deres visummer tilbage. Dermed strander han i terminalen i JFK-lufthavnen.
Hans eneste grund til at komme til usa er at han vil gøre en samling af autografer komplet som hans far havde. Han oplever sjælen af Amerika finder nye venner, får et job, og oplever kærligheden i en lufthavn.
Så'n har jeg det lidt lige nu, jeg strandet i limbo, som de kalder det i filmen; inception.
Jeg er strandet imellem, mig selv og livet, jeg siger og tænker de rigtige ting omkring hvordan jeg skal håndtere, alt det med Matilde, jeg ved hvad jeg skal gøre for at komme videre, men jeg gør fuldstændig det modsatte hele tiden, jeg bør trække mig og holde ved det, for at komme videre, alligevel lover jeg hende gang på gang at jeg ikke vil trække mig, fordi det gør hende glad.
Jeg synes ikke at kunne gøre det rigtige for mig selv, men kun for hende. Jeg synes ikke rigtig at kunne gøre noget som helst rigtigt.
I Filmen; Terminalen, for han det bedste ud af sin situation, han får nogle venner og får et job, og oplever en masse fantastiske ting, han oplever sjælen af et land på et område hvor mennesker rejser ud af landet og ind i landet.
Jeg vil rigtig gerne hvis jeg kunne få det bedste ud af min situation, som Navorski gør, men der forskellen måske ligger, jeg har endnu ikke fundet det mål han har i filmen. Jeg har ikke det der ultimative mål at arbejde hen imod.
At the end of the day, så i den her blog har jeg fået det bedre, jeg har sideløbende skrevet lidt frem og tilbage med matilde, og det har gjort lidt.
Men det har fået mig til at tænke over, hvor så ting der enlig skal til for man går fra at græde til at smile, hvor lille en forskel der er imellem tingene her i livet, og det at man kan sende en simpel sms og gøre en anden glad.
Måske det skulle være det mål man burde stile efter? Finde et fremtidig job, eller en ting hvor man kan gøre de små forskelle for nogen andre, det jo enlig noget jeg har prøvet på hele mit liv, så hvorfor ikke sætte det som mål?
Jeg har enlig ikke så meget at sige mere, ... Jeg har i dag været et helt spektrum igennem, tårer, savn, sorg og det at føle sig utilstrækkelig, jeg mener jeg kan ikke gøre noget for det bliver bedre, for hver gang jeg beslutter mig for at jeg skal gøre noget så ender jeg pga kærlighed at gøre det modsatte, jeg føler ikke jeg kan styre tingene omkring mig lige nu, så det bedste at gøre er vel bare at tage en dag af gangen og håbe på tingene ordner sig.
Det samtidig det der er så fascinerende ved livet, at det ar sin egen måde at vise os det på, det kan godt være det gør ondt, men det vi kan heller ikke komme igennem livet uden smerter, jeg elsker det faktum at livet er så uforudsigeligt, jeg elsker at man selv kan være med til at forme mange ting i det, og jeg elsker at livet så nogen gange gør mig utilstrækkelig fordi det var ikke det værd at leve, hvis man ikke har en del uforudsigelige gåder man skal løse igennem sit liv.
Godt være jeg ikke har det specielt godt med ulykkelig kærlighed osv, men ja det sku en del af livet.
Mandag, 21. november 2011 kl. 19:47 / forelskelse..., valg
Vi lever i en hverdag alle sammen, på hver sin måde. Vi har forskellige studier, forskellige jobs og forskellige hobbyer.
Vi tager valg gentagne gange her i livet og hver gang håber vi , at det er det rette valg.
Nogen valg er ikke de rette og nogen valg kan man ikke gå tilbage og ændre, andre valg kan man heldigvis rette til, hvis det ikke går den rette vej.
Hver gang du tager et valg så håber du at det er den vej du går hvor du ikke skal vende dig om og tjekke om det rigtigt.
Jeg føler lige nu jeg er på rette vej i mit studie som folkeskolelærer, men det er os det eneste jeg føler der er rigtigt lige i tiden.
Kærligheden mangler selvf, men hvornår gør den ikke det for mennesker her i livet, jeg har ikke kærligheden, jeg har kun den håbløse forelskelse, som ikke bliver til mere end tanken om noget dejligt, som jeg bliver nødt til at slå ud af hovedet, for jeg har fået mit svar fra hende og det var ikke det ønskede svar.
Knæet ser værre ud end nogensinde før, det nu hævet til dobbelt størrelse og i dag har jeg måtte droppe volleyball træningen.
Det irritere mig på mit holds vegne fordi de konstant siger de har brug for mig. Skal lige siges det et hold vi har lavet fra klassen til en for sjov turnering på lørdag, men som det ser ud nu så kommer jeg ikke til at spille.
I morgen har jeg fri og skal til lægen med det knæ, og det eneste jeg skal der er og ha en henvisning, for vil sku se mine muligheder for operation nu, jeg kan ikke blive ved med at holde til ikke at dyrke sport på et ordentlig plan.
Studiejob er der ikke noget af endnu, jeg søger og søger men synes ikke at blive ansat. Jeg har levet på havregryn den sidste uge for har ikke råd til mere.
Så det snart jul, det aldrig en sjov tid at komme igennem, men camillas fødselsdag og familiens bedste vens død for nogle år tilbage, det så underligt derhjemme når vi sidder den 24/12... alle sætter en facade op som vi alle ser lige igennem.
Jeg enlig ikke ked af det, udover jeg ikke kan dyrke sport, hvilket gør ondt hele vejen igennem kroppen, jeg enlig ikke deprimeret, jeg føler bare mange er mine valg har været forkerte, føler bare jeg lidt alene lige nu, jeg føler bare jeg kun kan relatere til diverse film og serier, så jeg kan drømme mig væk.
Jeg føler jeg har brug for et afbræk, komme væk bare for en lille tid, men da jeg ingen penge har overhovedet, så gør det, det umuligt.
Jeg bruger min sidste energi på lektier i min hverdag, og så ligger jeg bare, kan ikke rigtig overkomme meget mere, drømmer mig væk hele tiden , til en lettere hverdag.
Men igen hvem vil ikke gerne ha en nemmere hverdag?
Når jeg ransager mine valg igennem mit liv, igen, kommer jeg altid frem til en tvivl om det har været det rette, om jeg har valgt de ting jeg skulle her i livet, om jeg er det rette sted indeni mig selv, det kun fremtiden der kan sige det og den kan ikke spåes.
Grunden til jeg enlig er begyndt at ha det så'n her, er nok matilde, hende fra klassen, min håbløse forelskelse. Kærlighed har de sidste par år gjort ondt hver gang jeg har lagt den ind i mit liv, og nu skal jeg til at være vennen igen.
Hele historien ligger i at jeg begyndte at trække mig væk fra hende fordi jeg var bange for det skulle gøre ondt, det lod hun mærke til og vi har altid haft det fantastisk sammen, men nu begyndte jeg at gøre hende ked af det, fordi jeg trak mig for at beskytte mig selv.
Hun skrev til mig og spurgte hvad hun havde gjort osv. Og jeg måtte svarer meget simpelt, du lever og du fantastisk.
Måtte fortælle hende det hele, og fik min afvisning fordi vi går i klasse sammen, ikke at jeg tror på at det er derfor , men det nok en pæn måde at sig nej på...
nu ligger det så, så'n at hun gerne vil ha venskabet tilbage og jeg er selvf kommet til at love hende jeg nok skal lade vær med at trække mig mere.
Men hvordan kommer jeg lige videre når vi konstant kommer til at rende sammen? Hvorfor er jeg besat af ikke at gøre andre ked af det og opbruger min egen energi på at skulle være vennen som har følelserne.
Enlig har jeg lyst til at blive ved med at trække mig fra hende, bare lig for en tid til jeg kan komme videre, men jeg har jo lovet. Jeg tog det valg i situationen at lade være med at trække mig.
Jeg har snakket med så mange mennesker om det, men alle giver forskellige svar fordi alle tænker på hver deres måde... det ikke tit jeg søger råd fra andre til så'n noget, fordi jeg er vant til jeg kan klare mig selv... men dette valg , der skal jeg har hjælp.
Men fra hvem'? har konsulteret stort set alle dem jeg har nært, så nu må jeg jo ligge den det sidste sted jeg nogensinde troede jeg skulle gøre.
Så hvad skal jeg gøre? Ja det er sku jer jeg spørger.
Så nu sidder jeg har igen , tænker på mine valg, mange af dem har været rigtige, mange af dem har ikke, men kan vi gå igennem livet uden at tage forkerte valg.? Kan vi gå igennem livet uden at lave fejl?
Nej selvf kan vi ikke det. Vi skal jo lave fejl for at lærer, så'n er det med valg.
Det eneste vi kan gøre er at gøre det vi føler der er det rette i momentet, og så se hvad der sker, nogen gange går det galt, og står ikke til at ændre, andre går det galt og kan ændres, men nogen gange og det de bedste gange, så ved man og føler det bare er det rette...
Og lige nu er det min uddannelse og mine venskaber.
Søndag, 13. november 2011 kl. 13:50 / forelskelse, livet, valg
Når man sidder og kigger på movie trailers på nettet, og prøver at finde en god film med noget indhold, så det der skal tage mig er den sang der kører i baggrunden mens traileren kører.
Det musikken bag der giver mig 60 procent af lysten til at se filmen, de sidste 40 er selvf det man ser.
Hvis man kigger på livet og kigger på hvordan folk møder hinanden, så det efterhånden ved at være anderledes end med en movie trailer.
Går man i byen synes det at være 90% af det man ser og kun 10% af musikken bag. På nettet synes det på samme måde.
Hvorfor jeg tager dette op igen, hmm i´m in love.
Jeg har ikke fortalt hende det, men hun ved det godt. Hun er mega sød og har 80% af musikken i baggrunden, når jeg hører hende tale, så får jeg lyst til at kysse hende.
Hun er ret så fantastisk på ret så mange måder. Men så overhørte jeg en kommentar forleden, hun snakkede med nogen af de andre fra klassen og sagde jeg ved godt han er vild med mig, men jeg bare ikke vild med den piercing i øjenbrynet.
Det fik mig til at tænke ret så meget, på hvordan vi kigger så meget på det udaftil og ikke hører muskken bag.
Jeg ved godt det er det ydre der tænder, men kan det da ikke være rigtigt at når man hører musikken bag, så tænder det ydre pludeslig mere?
Kan man ikke lærer en at kende, og sys personen er sød og pludselig begynder personen at bliver smukkere jo mere man lærer Han/hun at kende?
Hvad er der blevet af indholdet, hvad er der blevet af musikken bag?
Jeg har ikke tænkt mig at svare selv på dette spørgsmål for det vil jeg lade jer om.
I min sidste blog havde jeg en masse uro i mit hoved, det larmede og intet kunne overdøve det.
Det er nu blevet meget bedre, jeg har fundet et perspektiv som jeg ikke havde set før, nemlig forelskelsen.
Det at jeg i starten gik og havde en masse larm i hovedet, en masse tanker kom ud fra en masse ting jeg ikke kunne koncentrere mig om lektierne , jeg kunne ikke koncentrere mig om livet, jeg var stresset og ikke med i min omverden, jeg drak for at føle der var noget der gav mening.
Hvem fanden skulle tro at det var så simpelt som en forelskelse?
Nå men nu ved hun det, jeg aner ikke hvordan hun har vundet ud af det, men hun ved det, hvilket giver komplikationer.
For nu ryger overraskelses momentet i at fortælle hende det.
Samtidig så sys jeg at jeg føler at hun ikke har det på samme måde. Mest fordi jeg nu igen kan begynde at læse hende, som jeg ikke kunne før da hun ikke vidste noget.
Og så der lige den der anden fyr fra min klasse hun ser meget ud som om hun har et eller andet kørende med.
Så yet again står jeg her ulykkelig forelsket, vi har alle prøvet det mange gange, det jeg sikker på i vil give mig ret i?
Men hvad gør jeg så nu?
Jeg finder mig selv trække mig lidt væk fra hende, selvom vi er en rimelig stor gruppe der altid går sammen, hænger ud sammen osv. Jeg kan bare ikke finde rundt i hvad jeg skal gøre af mig selv nu når hun ved det, for jeg kan ikke være mig mere.
Fordi jeg er en fyr der er tæt med veninder, og krammer og holder om når vi står et eller andet sted, det kan jeg ikke mere, fordi hun ved hvad jeg ligger i det. Så nu kan jeg ikke rigtig komme tæt på, jeg kan selvf bare være mig, hvilket jeg jo er... jeg er jo bare mig.
Men så bliver jeg nød til at kæmpe endnu mere med mig selv, fordi det gør ondt at skulle se hende hver dag i klassen og blot håbe på hun finder mig fantastisk pludselig. Men så kan jeg jo udsætte mig selv for smerte i en længere periode og ende ud med ja... mere smerte.
Så hvad gør man, jeg hælder selv mest til at komme videre i programmet, og hver gang jeg ikke kigger på hende, hver gang hun ikke er der, kan jeg overbevise mig selv om jeg skal videre.
Men så kommer skoledagen, så er hun jo lige der, og resten af dagen efter kan jeg ikke lade vær med at tænke på hende.
Så det så her jeg står nu, vi har alle prøvet det, at some point
Kærlighed er uforklarligt, at et blik, en tilfældig berøring, kan antænde følelser, der næsten er smertefulde i deres styrke.
Og ja smerter kan også være gode, men hvis det ender med tingene går galt så føles smerten uudholdelige, det den smerte jeg helst ikke vil ud i, det er den smerte jeg tror jeg beskytter mig selv fra lige nu, ved at trække mig lidt væk fra hende.
Jeg ved hun vil reagere på jeg trækker mig, måske endda ignorere hende lidt, fordi jeg gjorde det for sjov en hel aften for lang tid siden, hvor jeg så nærmest gjorde hende ked af det, det var ikke lige meningen den skulle trækkes så langt dengang, men det skete, og hun reagerede.
DVS at når hun mærker jeg trækker mig så vil hun reagere, så kommer spørgsmålet, er jeg egoistisk, tænker jeg for meget på mig selv i dette, ved jo hun gerne vil ha mit venskab, men hvis jeg trækker mig og gør hende ked af det, hva så?
Skubber jeg hende i virkeligheden bare helt væk, uden at se mig tilbage og dermed så udsætter mig selv for mere smerte end jeg behøver? Ødelægger jeg noget for mig selv? Og kan bare ikke lade være med at tænke om der enlig er håb mellem mig og hende? Jeg kan jo ikke vide med sikkerhed hun ikke vil ha mig, jeg kan ikke vide med sikkerhed at hun har noget kørende med ham den anden fra klassen, jeg kan læse hende forkert fordi min forelskelse overskygger virkeligheden som den gjorde sidst jeg skrev blog.
Spørgsmålene hober sig stille og roligt op, for jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det her.
Hvis jeg gør det på den ene måde, så kommer der nye muligheder, hvis jeg gør det på den anden måde, så er der andre muligheder.
Det for mig til at tænke på de valg vi skal tage her i livet. Helt fra de små valg som jeg står overfor nu, til de store livs ændrende valg, vi tager ved f.eks. at vælge en uddannelse, valget hvem vi enlig gerne vil være, et lille valg kan lave de store ændringer, og det der er med valg det er vi tager dem og ofte kan vi ikke vende tilbage.
For mig er det, det valg, vælger jeg det ene eller det andet, så er det, det valg jeg tager, er det ulykkelig smerte og håb om det ender godt. Eller bare ulykkelig smerte som jeg kan beskytte mig fra, ved at trække mig...???
Og er der så et tredjevalg der gemmer sig et eller andet sted? I dont know, could be?
Så nu sidder jeg her, det søndag og jeg ser en film; alex og emma. Bordet ved siden af mig flyder med dvd film jeg har overvejet at se, the notebook, terminalen, fame, prince and me, ps. I love you og the elephant king. Min ipod ligger omvendt ved siden af en bog der hedder freedom jeg skal læse til engang i januar, 600 sider på engelsk.
Foran mig på gulvet ligger en film der hedder blown apart, som jeg endnu ikke har set i modsætning til dem der ligger på bordet, mine ny sang ligger i sofaen, og guitaren står til venstre, hver gang jeg tænker på hende så spiller jeg min nye sang, for så kommer jeg tættere på hende, men alligevel længere i væk i mine tanker.
En af mine computere er sat til mit tv, hvis nu jeg skulle få lyst til en helt anden film bagefter, computer nummer to står til højre for mig lige ved siden af min sang, så jeg kan tjekke alt muligt, hvis jeg nu skal det og ja den sidste computer er så den jeg sidder ved nu.
Tænkende omkring mit valg. Heldet er så med mig, fordi i næste uge er kursus uge, så chancerne for jeg ser hende er ikke store, samtidig så ugen efter så skal vi i praktik hvor jeg helt sikkert ikke ser hende fordi vi er på hver sin skole.
Det giver mig tid til at tænke, det giver mig frirum til at fordybe mig i nogle andre ting.
Det giver mig fuldkommen ro:)
At det så bare er en udsættelse af et valg, det hvad det er. Men det giver mig ro til at tænke.