S og SF er ude i fællesannoncer i angreb mod skattereformen, med spørgsmålene "Hvad får bankdirektøren? Og hvad får pensionisten? Og er det fair?", vi finder også facebookgrupper som "skævt" , med samme kommunikation.
Om skattereformen er fair eller ej, må være en individuel vurdering, der som udgangspunkt kræver at man sætter sig ind i skattereformen, men det lader til at såvel Helle som Villy er ganske uvidende om at skatter er noget man betaler, ikke noget man får - ja man må da håbe at det er simpel dumhed, og ikke overlagt løgn og manipulation... også mange der skriver på "skævt" lader til at fatte pennen, før de fatter ret meget andet.
Hverken bankdirektøren eller pensionisten får noget som helst, så skal spørgsmålet være, bare den mindste smule fair, må det være: "Hvad betaler bankdirektøren? Og hvad betaler pensionisten? Og er det fair?".
Der er mængder mere end vi ved, og vi har grund til at formode at der er mængder mere end vi kan vide, og mængder af ting vi ikke har evnen til at vide.
Der er ting vi ved at vi ikke ved, der er huller i vores modeller for virkeligheden... og så er der naturligvis den uendelighed af mulige ting vi ikke ved at vi ikke ved.
At et marsvin er ude af stand til at fange de finere grammatiske nuancer i klassisk Khmer, eller at hunde ikke har evner til at krænge neuronerne om infinitesimalregning, har vi let ved at forholde os til, men at der skulle være ting vi som mennesker ikke kan komme til at fatte, er måske netop een af disse ting, vi som mennesker har sværere ved at fatte. Men faktum er det, at der er mere mellem himmel og jord end vi ved.
Men galt går det, når man ganske uden belæg begynder at kalde disse huller i vores viden for guder, ånder, rummænd eller andet tilfældigt - og tilfældigt er det. Møder vi fladtrådte cirkelmønstre på en mark, så er det straks en flyvende tallerken med små rummænd med store mandelformede øjne, der har lavet dem, ikke at vi nogensinde har set en hverken rummænd eller flyvende tallerkener lave cirkler på en mark, eller rummænd og flyvende tallerkender i det hele taget, for den sags skyld, men rummandsbesatte UFOer må det være. Ikke flyvende elefanter, månegnomer, telekinetiske piberensere fra andre dimensioner med hang til fladt hø eller noget så vildt usandsynligt som drengestreger, drillesyge landmænd eller desperate turistchefer.
Ligeså med ånder... blæser det koldt i et bestemt rum, selvom alle døre og vinduer er lukkede, hører vi trampelyde, knirker kommoden eller har kuverten flyttet sig fra kommoden til bordet, så må det være ånder fra afdøde elskede... ikke at ånder er blevet set gøre nogle af disse ting, eller at ånder i det hele taget på noget tidspunkt er blevet den mindste smule sandsynliggjort som andet end tankespind, så er disse aktiviteter åndernes værk... det er ikke noget usynlige hængebuesvin fra georgien kunne finde på at teleportere sig over for at beskæftige sig med, ikke engang noget små rummænd med store mandelformede øjne ville fordrive tiden med... det er ånder, gespenster, spøgelser... hvad andet skulle det da være. Det kunne jo ikke være noget så usandsynligt som træk, knirkende rør fra centralvarmen eller andet af denne jord. Spøgelser der lydløst går igennem vægge, kan jo ikke bevæge sig over, under, igennem et gulv uden at det lyder som gik de med træsko.
Vil man tro på ånder, spøgelser, guder eller andet spændende, så skal man være så inderligt fri til at gøre det. Jeg kunne forestille mig at tanken om at et terminalt familiemedlems ånd på en eller anden måde, forlader kroppen og lever videre, manifesteret som andet end en følelse, kan virke rar og betryggende - kan være mentalt sundt at den abstrakte følelse bliver legemeliggjort, noget man kan forholde sig til... hvad der føles rart, og hvad der er virkeligt er bare ikke altid samme ting, og at kunne skelne de to, en væsentlig forudsætning for at kunne navigere i verden omkring os. Kan man ikke skelne de to, er der grund til at man skal bekymre sig... kammer man over, så man begynder at underkaste sig disse fantasifostre, så handler man ikke længere ud fra normer og værdier af denne verden, og så er der grund til at også andre skal begynde at bekymre sig.
Der er mere mellem himmel og jord, end vi ved - det er grunden til at videnskaberne endnu ikke er stoppet med et "det var det". Der er også en hel verden af ufattelig skønhed, med himmel og jord, og os selv midt imellem, lige her, lige nu, til at sanse, føle, vide og mærke.
Søndag, 16. august 2009 kl. 23:58 / drømme, følelser
Teenager, tøs, fjantet og legesyg... en kær ven er hun blevet, barnet indeni - hun gør "flov" og "plat" til udmærkelser, på den gode måde, der egentlig er alt andet end flovt og plat.
Hun, der først fik lov at leve sit eget liv, indeni, længe efter, blev netop hende der blev fristedet, hende der gav ro, hende for hvem afslutningen på det ene dramatiske problem, ikke blot blev starten på det næste... hende der bragte orden i kaos.
Hun blev skabt i afgrunden mellem det sagte og det gjorte, hvor ordene tabte og handlingerne det eneste der stod tilbage. Hun blev vejen ud af kroppen, vejen ud af det tomme hylster der lærte at behage med løgn og undvigemanøvrer.
Hun bor i hylstret, det hylster der blev tilbage, da barnet udenfor var blevet brugt op, drænet, ofret af de andres dårlige samvittighed. Hun bor der alene, omkrandset af dybe, stærke følelser. Alt det sanserne suger ind og forstærker til det ulidelige.
De sanser der suger alle ord til sig med forventning, forventning om at finde bare den mindste smule der måske kunne tolkes som grund til at slippe for at have tillid til andet end bedraget... ord der kan vendes indad, ord der kan bekræfte alle de negative forventninger.
For hvad er følelser værd? De er aldrig blevet hørt, set, mærket eller respekteret... er de virkelige eller drømt? De kan føles nok så stærke, men findes alligevel ikke rigtigt når de bare føles, grænserne skal vurderes, vejes, overvejes, tænkes, overtænkes, fortolkes, overfortolkes. De findes ikke i sig selv.
De følelser der aldrig rigigt ser, at ikke alt er angreb. At ikke alt er skabt for at den lille pige skal gemme sig, og hylstret stå tilbage og undvigende behage, så en ny afgrund kan give liv til andre små piger og drenge... de følelser der fornægter, vrider og fordrejer, blinde for at vi alle, under den yderste skal, er lige bløde indeni.
