Lørdag, 7. februar 2009 kl. 00:10 / bedrag, brok, etik, idioti, løgn, mennesker, myter, strøtanker, uddannelse, viden, videnskab
Alt for mange aber
14 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Som blide kærtegn, i et forspil der, i nærmeste fremtid, skal ende i et indlæg om memer, vil jeg give tre anekdoter. Tre tilfældige anekdoter, hvis betændte røde tråd går igennem langt de fleste 'sandheder' vi dagligt bliver udsat for, i såvel de såkaldt seriøse medier, som her på bloggen, i vores dialog med venner og bekendte, i bøger, på film... hvor vi end modtager information, vi tager til os som sandhed.
Den 100. abe
Kender du den? Beskrevet første gang i 1979-bogen "Lifetide" af botanist, zoolog, biolog, antropolog og etolog Lyall Watson som "the Hundredth Monkey Phenomenon". Et fænomen Dr Watson dokumenterer med reference til papirer og artikler fra fem respektable japanske primatologer (Imanishi 1963, Kawai 1963 og 1965, Kawamura 1963 og Tsumori 1967). Omend fænomenet kun fylder to sider i hans bog, så har det affødt et hav af bøger, spillefilm, artikler og meget meget mere, virksomheder har taget navn efter dette fænomen, også i lille danmark... men hvad er det da Lyall Watson har fundet? Et mirakel? Ja. Miraklet på Koshima.
Macaca Fuscata hedder den, den japanske macaque-abe det handler om. De lever frit og vildt, i grupper på forskellige japanske øer, og var en overgang, et yndet mål for forskning. Forskere begyndte i 1952 at placere søde kartofler på åbne pladser på disse øer, for at kunne studere aberne. En sådan åben plads, var stranden. Til abernes store fortrydelse betød det at der var sand på de søde kartofler. I 1953 fandt den 18-måneder gamle 'Imo', fra Koshima-øen, på at vaske sin søde kartoffel i havet, eller i et vandløb, inden hun spiste den. Imos legekammerater, og Imos mor lærte hurtigt fordelen og fulgte efter, og gradvist lærte flere og flere af øens macaque-aber at vaske deres søde kartofler, indtil efteråret 1958, da noget helt fantastisk skete.
Ifølge Watson er det ikke helt klart hvad:
"...man er nødt til at samle resten af historien fra personlige anekdoter og bidder af folkeminder blandt primatforskere, fordi de fleste af dem stadig ikke helt forstår hvad der skete, og de der kender sandheden er tilbageholdende med at offentliggøre det, af frygt for latterliggørelse. Så jeg er tvunget til at improvisere detaljerne, men så vidt vides, er dette hvad der skete. Om efteråret, det år, var der en uspecificeret mængde aber på Koshima der vaskede deres søde kartofler i havet... lad os sige, blot for forståelsens skyld, at det var 99 aber, at at klokken 11 en tirsdag morgen, kom endnu en abe forbi og lærte tricket på den sædvanlige måde. Men med denne ekstra abe, overskred man en eller anden form for grænse, opnåede en kritisk masse, fordi om aftenen havde så godt som samtlige aber lært det. Og ikke bare det, adfærden lader til at have hoppet over naturlige barrierer og spontant være opstået på andre øer også, og på fastlandet."
Lyall Watson havde med andre ord, på baggrund af de videnskabelige undersøgelser der var foretaget på Koshima, beskrevet noget så fantastisk som en paranormal kollektiv bevidsthed... en skjult forbindelse imellem viljer - historien var stor, og fik også meget opmærksomhed op igennem 80'erne, i videnskabelige magasiner og andet, indtil 1985, hvor Ron Amundson, en lidet kendt filosofiprofessor fra Hawaii, gjorde sig den ulejlighed at checke Watsons citerede kilder.
Hans forventning til kilderne var naturligvis at de ville vise en pludselig udvikling omkring 1958, men samtidig også mangelfuld dokumentation af f.eks. antallet af aber og andre detaljer, der kunne være genstand for latterliggørelse... men han fandt noget ganske andet. Det meste af kildematerielt for Koshima er at finde i artikelen af Masao Kawai fra 1965, og den er uhyre detaljeret, hele vejen igennem forløbet. Der var 20 macaque-aber på øen i 1952, og det var vokset til 59 i 1962... Der var aldrig en 100. abe, og det uspecificerede antal aber, var på intet tidspunkt uspecificeret. Der var ingen der ikke turde offentliggøre deres resultater, og ingen videnskabsfolk der ikke vidste hvad der skete. I tillæg havde den gode Kawai udførligt beskrevet hvilke aber, født hvornår, relateret til hvem, der lærte hvilke vaner hvornår - abe for abe, år for år, og mens der, i snit, havde været tre aber om året der lærte kartoffelvaskning, så var der i 1958 kun to - hvem af de to der skal udgøre den hundrede abe, og hvem af dem der skal udgøre resten af flokken tror jeg må være op til den enkelte at bestemme.
Den hundrede abe, bliver stadig, i 2009, bragt frem som sandhed af folk for hvem sandheden tilsyneladende er komplet ligegyldig. At man kan skjule fantasihistorier af den kaliber bag falske referencer, og slippe afsted med det, i indtil mange år, uden at kilderne bliver checket, er bekymrende nok i sig selv, men når stadigt flere benytter stadig færre originale kilder, så bliver problemet pludseligt temmeligt omfattende.
Nyhedspesten
Den gode Steffen Kretz, der ellers er mere end dygtig nok til at skulle kunne arbejde på en station med fri konkurrence, begak i 1995 "Nyhedspesten", der rullede over skærmen den 18. december samme år.
Rapporter om en større pest-epedemi i Surat i Indien i efteråret 1994, kom frem i pressen, hvorfra den spredte sig - i pressen - til byen var dækket af journalister fra den ganske klode... artikler og tv-dokumentarer, interviews og ekspertudsagn... den fik alt hvad den kunne trække i halvanden måned, indtil det lå klart at der ikke havde været pest, eller rettere... at den eneste pest der havde været var nyhedspesten, og den havde spredt sig med foruroligende hast.
En tredje anekdote, der lidt binder de to foregående sammen....
Religiøse lever længere
Jeg er flere gange indenfor den seneste måned, blevet mødt med en påstand om at religiøse lever længere, uden dog at denne påstand har været underbygget. Jeg har søgt på emnet, og mængder af artikler kommer frem, ofte med påstande om at der er 1.600 eller 2.000 undersøgelser der underbygger påstanden... de fleste undlader dog at henvise til disse påståede undersøgelser, så jeg er selv begyndt at grave i sagen, for at finde frem til grundlaget, skulle der være et.
Når Jyllandsposten den 15. januar i år skriver at Religiøse er sundere, og at ny forskning viser at religiøse lever længere - med en påstand om at det skulle være slået fast af adskillige danske eksperter i bl.a. medicin, psykologi og religion, så er det bemærkelsesværdigt at den absolut eneste kilde de referer til for artiklens sandhedsværdi, er at det står i metroXpress.
Kigger vi i metroXpress' artikel der jo altså dannede det samlede grunlag for artiklen, så er den absolut eneste kilde til denne relativt store nyhed Hans Raun Iversen, der er lektor i teologi. Ingen læger, psykologer eller andet smart.
Kigger vi på Københavns Universitet så blomstrer det med påstande af samme type, her er religiøse dog også gladere for deres sexliv, har færre selvmord, lavere blodtryk og færre dage på hospitalet... alt sammen uden at være tynget af noget så kedeligt som dokumentation, andet end en påstand om at det står i en kke-navngiven amerikansk undersøgelse, hviklet religionspsykolog Peter La Cour udtaler også gælder i danmark, fordi, som han siger der er "almindelig sund fornuft".
Jeg kravlede igennem mange tilsvarende dokumenter, med den ene mere eller mindre fantastiske påstand om hvor meget sundere, gladere og alverdens andet religiøse er, uden at finde nogen der kunne henvise til dokumentation... ja selv magasinet 'Sygeplejersken' kunne være med, med en artikel om hvorledes sygehusene svigter patienternes åndelige behov, hvilket er forkasteligt da tro jo styrker helbreddet... igen uden at underbygge påstanden.
Efter længere tids søgning fandt jeg endelig een der inkluderede referencer... Niels Christian Hvidt, skriver, og har skrevet, en del om emnet - og hans 'tro og helbred' har mange af de samme påstande, denne gang med referencer til undersøgelser... så jeg gik igang... ateister inddeler han i 'ateister' og 'neurotiske ateister' som har en genemsnitlig livslængde på henholdsvis 73 år og 63 år hvilket han sætter op imod det han kalder emotionelt religiøse der, ifølge ham, har en gennemsnitlig livslængde på 84,7 år - det kan man da kalde data der er til at føle på - tro på Gud og lev 10-20 år længere, han fortæller at det er konklusionen i Grossarth-Maticek udgivelsen "Autonomietraining"... pudsigt nok lader han til at være den eneste i verden der har kunnet læse dette fra Grossarth-Maticek... tror ikke rigtigt jeg gider søge længere efter om der er kød på benet, jeg vil i stedet, med præcis samme dokumentation som alle andre slå fast at mere end 1.500 undersøgelser har slået fast at religiøse lever kortere, og mere stressede liv, men at de oftest er gladere for at dø.
Om der er undersøgelser der viser af religiøse skulle leve længere, ved jeg ikke - og efter at have læst en hel del om emnet, ved jeg det stadig ikke, at der skulle være 2000 undersøgelser finder jeg overordenligt tvivlsomt, og jeg må konstatere at de fleste medier med fornøjelse bringer historien videre som sandhed, uden i øvrigt at have idé om om de fylder os med lort.
Om det er en stigende konkurrence blandt indholdsudbydere, og deres manglende evne til at servicere stadigt flere informationskanaler. Om det er fordi arbejdet gøres dårligere des nemmere det bliver. Om det er vores higen efter imponerende overskrifter eller en ganske fjerde årsag, vil jeg ikke begynde at gisne om her. Jeg vil alene sprede et spagt lille ønske om at de klassiske medier vil ændre strategi - i kampen om læserne, har de ikke en chance for at vinde på flad, upålidelig metervare... men de har stadig forudsætningen for at vinde på den dybde og kvalitet de alternative generelt mangler - men det skal naturligvis helst være inden de har spist hele deres egen eksistensberretigelse og al tilliden er forsvundet.
Imens må vi klamre os til Weekend-Avisen.
For mere info om den 100. abe læs Ron Amundsons egen - og langt mere rimelige og detaljerede - gennemgang her og tag endelig ikke hans ord for det heller, Kawais artikel fra Primates finder du her
