Da jagerflyene i efterkrigstiden begyndte at nærme sig lydens hastighed, besluttede USAAF Flight Test Division og National Advisory Committee for Aeronautics (NACA, nu NASA), at der skulle forskes lidt i forholdene ved overlydsflyvning. Til det formål kontaktede de Bell Aircraft Corporation, der havde stået bag anden verdenskrigs masseproducerede P-39 Airacobra og det første amerikanske jetfly overhovedet – Bell P-59 Airacomet. Jetmotoren var i sin spædeste barndom og selvom P-59 efter sigende var en fornøjelse at flyve, så var dens præstationer slet ikke på højde med datidens stempelmotorfly. Bell’s arbejde med Airacomet gjorde dem dog til amerikas førende forskningscenter for avanceret flydesign og satte dem på en naturlig førsteplads, da X-1 kontrakten skulle tildeles.
Bell X-1 var det første højhastighedsfly bygget specifikt til forskning og var aldrig tiltænkt en militær rolle. Flyet blev udformet efter kuglen fra Browning kaliber .50 maskinkanon, fordi man viste disse kugler var stabile i ved transsoniske hastigheder. Andet viste man egentlig ikke om forholdene ved lydens hastighed, selvom man havde kendskab til de compressibility fænomener, der opstår ved høje subsoniske hastigheder, hvor luften der bevæger sig over flyets vinge faktisk er transsonisk, mens luften under vingen er subsonisk. Dette fører til kraftige ændringer i vingens lift. Desuden opstår der en “mur” af luft foran flyet, der ikke kan nå at bevæge sig udenom det frembrusende fly. Compressibility problemer af forskellig art, førte til en del ulykker efterhånden som jagerfly opnåede dykhastigheder nær lydens. Drivkraften kom fra en firekamret XLR-11 raketmotor fra Reaction Motors Inc, der producerede 1500lbf med en blanding af ætylalkohol og flydende ilt. Derudover var X-1 udstyret med flere hundrede kilo instrumenter til dataindsamling under flyvningerne.
Den 25 januar 1946 havde X-1 sin første flyvetur over Pinecastle Army Airfield i Florida. Bell Aircraft’s egen testpilot, Jack Woolams, foretog en svæveflyvning uden motorkraft, efter at være blevet droppet fra en B-29. Woolams foretog yderligere 9 svæveflyvninger, inden X-1 blev afleveret til Muroc Army Air Field i Californien(det nuværende Edwards Air Force base), hvor det egentlige testarbejde skulle udføres.
Jack Woolams omkom ved en flyulykke i august 1946 (ikke relateret til X-1), hvorefter Bell pilotenChalmers “Slick” Goodlin overtog flyvningen med X-1. Slick foretog 46 testflyvninger fra august 1946 til juni 1947, men USAAF var ikke tilfredse med Bell’s forsigtige tilgang til testflyvningerne og deresFlight Test Division overtog testarbejdet sidst i juni 1947. En anden grund til kontraktens annullering, var at Slick ublu forlangte $150.000 i bonus, for at bryde lydmuren – USAAF havde selv testpiloter der kunne beordres til arbejdet for en månedsløn på et par hundrede dollars.
Efter nogle måneder og kun 3 indledende flyvninger, satte USAAF kaptajnen Charles “Chuck” Yeagersig bag roret den 14 oktober og lod sig løfte mod højderne af en B-29 bombemaskine. X-1 var til lejligheden omdøbt “Glamorous Glennis” efter Yeagers kone. Da maskinerne nåede 20.000 fod frigjordes X-1 og Yeager satte sporene i, ved at tænde alle fire brændkamre i XLR-11 motoren. X-1 steg til 42.000 fod, hvor Yeager over radioen informerede testingeniøren Jack Ridley: “hey Ridley, there’s something wrong with this old Machmeter, its gone kinda screwy on me, its jumped on off the scale.” Besynderligt nok var machmeteret kun justeret til mach1, hvilket måske antyder deres tiltro til den lille maskine. Med denne lidt uhøjtidelige melding var historiens første overlydsflyvning et faktum. X-1 opnåede en hastighed på 1046km/t i 42.000 fods højde, hvilket svarede til mach 1,07.
I alt udførte USAF (USAAF var blevet en Air Force 18 oktober 1947) 157 flyvninger med X-1 uden tab af hverken maskiner, eller piloter, hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt for den tidlige raketflyvning. Afskygninger af X-1 forblev i forskningens tjeneste i mange år og blev starten på en lang serie af X-planes, der stadig udforsker flyvningens ukendte områder – senest med X-53, en såkaldt Active Aeroelastic Wing maskine bygget over en en F/A-18. Bell byggede flere modificerede X-1 maskiner og afsluttede serien med X-1E, der i fløj indtil november 1958.
Selve NACA X-1 programmet lagde på mange måder grundlaget for den senere rumflyvning, da mange astronauter, ingeniører og teknikkere startede deres karrierer i dette program. Det lykkedes i øvrigt Neil Armstrong at smadre en X-1B, da understallet brød sammen under en landing i august 1957. For USAF skabte X-1 programmet et mønster for samarbejde med de civile flyfabrikanter, der sikrede den teknologiske overlegenhed amerika besidder indenfor jagerfly.
Det kommer sikkert bag på mange, at det er temperaturen mere end tryk og tæthed, der er hovedfaktoren for lydens hastighed i luft. I tør luft med en temperatur på 20 grader Celsius er lydens hastighed 343m/s, eller 1236km/t, hvorimod hastigheden er 1298 km/t ved 50 grader og kun 1193km/t ved frysepunktet. Det er fordi luftens temperatur er afgørende for molekyletætheden, der igen er afgørende for hvor hurtigt lyden rejser i mediet. Når temperaturen falder så stiger tætheden, men samtidig falder trykket og de to værdier udligner faktisk hinanden, så man i virkeligheden kun har temperaturen som afgørende faktor for lydens hastighed – så længe gassen (i dette tilfælde luft) er den samme.
Bell X-1’s lydmursbrag var egentlig ikke det teknologiske hop det ofre beskrives som. Allerede 1 oktober 1947 havde North American Aviations F-86 Sabre fløjet sin første tur fra selvsamme flyvestation. I april 1948 gennembrød den officielt lydmuren, men der er forskellige anekdoter i omløb, der fortæller testpiloten George Walch faktisk dykkede gennem lydmuren under jomfruturen – 14 dage før Chuck Yeager og X-1. Anekdoterne vægter mere end almindelig fuldemandssnak og USAF, der dog stadig ikke har godkendt Walch som den første gennem lydmuren, har tilføjet ordene “In level flight” til deres officielle X-1 materiale. F-86 gik i aktiv tjeneste i 1949, som det første transoniske jagerfly i USAF. Herhjemme fløj vi fra 1958 til 1966 altvejrs-jageren F-86D, der til trods for både navne-sammenfaldet og slægtskabet, kun havde godt 25% stumper tilfælles med F-86.
Læs flere indlæg på min blog www.steampunk.dk
Søndag, 30. august 2009 kl. 18:52 / historie, new york
I 1870 rejste den Danske den 21årige snedker Jacob Riis til Amerika. På den tid var det ikke sådan lige at finde arbejde som snedker og da Riis samtidig var blevet afvist under et frieri, var beslutningen om emigration ikke den sværeste at tage. Han ankommer i et New York, der er uendeligt langt fra nutidens billede af storbyen.
New York var, som resten af Amerika, stadig ved at rejse sig efter borgerkrigen. Samtidig var industrialiseringen i fuldt sving, med alt hvad der dertil hører af arbejderklasseproblemer. Titusindvis af mennesker flyttede mod storbyen og emigranter ankom fra Europa i enorme mængder. New York forsøgte at opsluge dem alle, men med 130.000 mennesker på en enkelt kvadratkilometer i Lower East Side , var byen en heksekedel af social uro og umådelig fattigdom.
Riis blev ansat som kriminalrapporter for New York Evening Sun og kom under det arbejde rundt i byens mørkeste og mest usle kringelkroge. Helt fra barndommen havde Riis haft et særligt blødt punkt i hans hjerte for verdens fattige og forhutlede stakler - I New Yorks slum fandt han dem i titusindvis.
Riis anså det som sin pligt, at dokumenterer de kummerlige forhold byen bød sine laveste klasser. Som journalist medbragte han sit kamera, når han med politiet besøgte de steder, som byens velhavende nægtede at tage alvorligt. På den tid, var den udbredte holdning, at folk fik som fortjent. Det blev anset som noget nærmest religiøst, at nogle var rige, mens andre døde af sult.
Riis var ikke den eneste der forsøgte at vække opmærksomhed omkring de fattiges kår. Sidst i 1800tallet skød en bevægelse for social reform op blandt byens mere velhavende intellektuelle, men først da Riis lagde dokumentation på border med bogen ”How the Other Half lives ”, begyndte der at ske forandringer i byens håndtering af fattigdom.
I bogen tegner Riis, gennem ord og billeder, et brutalt billede af livet blandt New Yorks nederste lag. Læsere der har set Martin Scorseses ”Gangs of New York ”, vil have et indtryk af forholdene, da filmen, til trods for dens Hollywood tilgang, grundlæggende viser et realistisk billede af datidens New York. Gangs of New York beskriver slumkvarteret Five Points , der var tidens hårdest belastede område. Riis arbejdede ofte i Five Points og kunne fortælle om daglige mord, overfald og anden kriminalitet. Banderne fra filmen er også taget fra det historiske New York; The Bowery Boys, Roach Guards og Dead Rabbits , var faktiske kriminelle bander, der terroriserede slumområderne og var forgængere for det der siden skulle udvikle sig til den Amerikanske Mafia
Naturligvis var det ikke kun de voksne der led under de hårde kår. Børnene havde det lige så slemt. De heldige havde stadig en familie, der kunne tage vare på dem, men ofte var børn udskibet fra Europa, med et håb om at finde noget familie der kunne tage sig af dem, når de nåede frem til Amerika. I en tid med ringe kommunikation over Atlanterhavet, ankom børn ofte til New York uden nogensinde at finde de familiemedlemmer der skulle tage vare på dem. Disse var enten døde, eller var rejst vestpå i håb om en bedre tilværelse. Dertil kom børneflokke, hvor forældrene var døde, eller havde smidt dem på gaden for at mindske den økonomiske belastning fra en stor børneflok. New Yorks slumkvarterene vrimlede derfor med forældreløse børn i alle aldre.
Børnene kunne enten leve på gaden, hvor de overlevede ved tiggeri, eller forskellige former for småkriminalitet, eller tage arbejde i en af de små fabriksstuer, der levede af underleverancer til industrien. Arbejdet blev ofte udført under slaverilignende forhold, med en arbejdsdag på over 14 timer og ingen, eller kun ringe, løn. Som betaling for arbejdet havde barnet kost og logi. Vold og overgreb mod børn var praktisk talt lovligt, da politiet hverken havde bevillinger til håndhævelse af lovene, efterforskning af forbrydelserne.
Hvor gadebørnene ofte fandt trøst hos hinanden, fandt de voksne gerne trøst i slummens utallige værtshuse. Den der tjente en skilling, kunne lyste sig på de ulovlige værtshuse, mens de helt fattige måtte tage til takke med et besøg på byens ”Stale Beer Dives ”, hvor øllet bestod af rester fra værtshusenes spildbakker, tilsat trækul for at forbedre smagen. Disse uhyrlige knejper, var værre end nogen wild west saloon, med vold og mord som en del af hverdagens begivenheder.
På baggrund af det store sociale arbejde, som blandt andet Jacob Riis var drivkraft for, ændredes slumkvarterene i New York omkring århundredeskiftet. Five Points blev saneret og byen oprettede fattighuse og børnehjem. Ligesom beskyttende love blev vedtaget, for at forbedre boligsituationen for de hundredetusindevis af lejere. Byen anlagde parker og rekreative områder, så slummens beboere havde mulighed for en smule frisk luft nu og da. Frem for alt var Riis arbejde med til at sætte fokus på de fattiges kår og var kraftigt medvirkende til en ændring i selve opfattelsen af de fattige, hvilket inspirerede byens mere velhavende, til at deltage aktivt i det sociale arbejde.
New Yorks slum forsvandt dog aldrig. Helt frem til vores dage kan lignende billeder desværre findes i byens hårdest belastede områder. 1980erne så endnu en kamp for forbedringer, hvor mange nyopståede slumkvarterer blev saneret, men i en by med millioner af beboere kan det ofte være en ulige kamp, hvor ny slum opstår, når den gamle saneres. Man anslår i øvrigt, at der i dag stadig er tusindvis af slavearbejdere i New York.
Læs mere på www.steampunk.dk
Appollo programmet er nok det videnskabelige projekt der har skubbet hårdest på teknologiens grænser. I dag finder vi det måske knap så fantastisk, fordi vi jævnligt ser opsendelser af satellitter, men nutidens teknologi er mange hundrede gange mere avanceret en 60′ernes. Kommandomodulet i Apollo 11, havde faktisk ikke mere elektronisk regnekraft end der nu er i chippen fra et musikalsk fødselsdagskort.
De havde selvfølgelig øvet sig lidt. Både med Mercury projektet og med det efterfølgende Gemini projektet, der begge skubbede teknologiske grænser og indsamlede nødvendige data, men det er altså ikke det samme som at flyve til månen. Desuden skulle man jo gerne have astronauterne tilbage, og det sidste var man altså ikke sådan 100% sikker på man kunne.
Alle der var involveret i projektet kendte risikoen, og det var nok bare den beundrende verdensbefolkning der ikke helt forstod indsatsen. Chancerne for at strande på månen var anset for så høje, at Nixon fik William L. Safire til at skrive en tale - just in case.
Heldigvis gik det jo ikke så galt, men jeg syntes alligevel talen bør læses. Bemærk at talen er skrevet til at blive læst, mens de to astronauter stadig er i live, men deres skæbne forseglet.
"Fate has ordained that the men who went to the moon to explore in peace will stay on the moon to rest in peace.
These brave men, Neil Armstrong and Edwin Aldrin, know that there is no hope for their recovery. But they also know that there is hope for mankind in their sacrifice.
These two men are laying down their lives in mankind's most noble goal: the search for truth and understanding.
They will be mourned by their families and friends; they will be mourned by their nation; they will be mourned by the people of the world; they will be mourned by a Mother Earth that dared send two of her sons into the unknown.
In their exploration, they stirred the people of the world to feel as one; in their sacrifice, they bind more tightly the brotherhood of man.
In ancient days, men looked at stars and saw their heroes in the constellations. In modern times, we do much the same, but our heroes are epic men of flesh and blood.
Others will follow, and surely find their way home. Man's search will not be denied. But these men were the first, and they will remain the foremost in our hearts.
For every human being who looks up at the moon in the nights to come will know that there is some corner of another world that is forever mankind."
Læs mere på www.steampunk.dk
