Onsdag, 30. marts 2011 kl. 21:46 / 1234, busser, stress, verdenen
Myretue
1 kommentar | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Det var dagen forleden, dagen hvor jeg skulle aflevere en af de vigtigere opgaver i min gymnasie tid. Det var tilsyneladende bare en af de dage, de dage hvor alt går skævt.
Det startede med at min cykel ikke fungerede og jeg var nød til at tage bussen. Dette betøde at jeg kom for sent hen på skolen, hvor jeg skulle printe min opgave ud. Printeren virkede selvfølgelig heller ikke og alt gik faktisk galt.
Det vil jeg ikke kede jer med.
På vej hjem stoppede jeg ved Lyngby st. for at skifte bus. Bussen var forsinket, ret meget endda.
Folk ytrede højlydt deres irritation over dette... Jeg valgte at stå fra. Fandt en hårde hvidevare butik for enden af bus strædet uden for stationen, med en tilsyneladende og ligegyldig endeløs trappe på beskedne 3 trin.
Jeg satte mig ned og sugede grådigt forårsluften ned i mine lunger akompagneret af en glød. Jeg smed min overfyldte sportstaske og lænede mig tilbage. Der lå jeg så, med blikket fjernt skuende ud over lyngby midt i myldretiden. Jeg blev overvældet af den tanke at jeg tilsyneladende var den eneste, som var stoppet op i dette ræs.
Jeg genkendte en pige ved bustoppestedet fra mit kollegium. Jeg vidste hun elskede "Friends" og hendes frustration over at misse dette daglige ritual var malet i hendes pande.
Busser buldrede henover brostenene som brunstige næsehorn. En kvinde i en nedslidt Polo glemte at se sig for og fik fingeren af en tydeligt midaldrende mand i en Audi coupé. En ung mand tabte sin Netto pose, champignoner rullede ud over fortovet. Hans taske væltede ligeledes da han prøvede at redde dem. Stum og resigneret fortsatte han som intet var hændt, forlod den halvfyldte champignonbakke, som blev kørt over og knust da 200S galloperede forbi. Gløden forsvandt mellem mine fingre og steg til himmels.
Jeg kan ikke lade være med at smile, mens at forårs kulden kyssede mine knogler igennem den åbne jakke. Kulde er ikke desto mindre en følelse, og jeg hilste den velkommen. I horisonten kom min bus, 191, tilsyne, 15 minutter forsinket og dog lige til tiden. Et sted i det fjerne sang en solsort og prøvede desperat at overdøve E-toget som flænsede perronen. Jeg rejste mig, samlede mine ting, og begav mig hen i mod bus stoppestedet.
Jeg stilte mig bagerst i køen. Foran mig maste folk sig frem, hysterisk, vredt og buldrende. Jeg hilste buschuafføren og spørgte om jeg måtte tage min cykel med i bussen senere da den skulle repareres. Det måtte jeg ikke. Jeg takkede ham for hans tid, klippede, og gik bagerst i bussen. Jeg hilste ikke på pigen jeg kendte, men satte mig blot ned, stilfærdigt.
Stemningen i bussen var tryggende, ubehagelig. Folk prøvede optimistisk at drive bussen hurtigere frem med passiv aggressiv vrede, blot for at indhendte de tabte 15 minutter.
Jeg sad blot, afklaret, med et smil på læben. Tænkte i mit stille sind hvorfor jeg tidligere havde været så stresset og frustreret. Stresset over min opgave, frustreret over min døde cykel og de døde printere på skolen.
Jeg fandt mig selv en smule på de 15 minutter. Jeg kender nu verdenen en smule bedre og da jeg kom hjem viste en fra mit kollegium mig hvordan jeg lappede min cykel.
Hvorfor har vi alle så travlt? Hvorfor myldrer vi rundt? For at skade os selv, eller alle andre?
