Jeg har snakket med min dejlige veninde IW her til aften. Hun fik sgu et eller andet sted nogle brikker til at falde på plads inde i mit hoved.

Jeg har jo aldrig været sej til det der med spilleregler omkring det modsatte køn. Har altid haft svært ved at finde ud af det med grænser for, hvor der er okay at finde mig i og især hvad der IKKE er okay at finde mig i.

Jeg ved sgu ikke om det bunder i noget helt fra jeg var barn, hvor min biologiske far aldrig respekterede når jeg sagde NEJ og bare overhørte mig. Alligevel ønskede jeg jo et eller andet sted, at han bare ville acceptere mig... Er det derfor jeg på nogle punkter er en satans kælling og på andre punkter bare er som en lille mus?

IW gjorde mig også opmærksom på, at da alle andre "lærte" de her "regler" der var jeg jo syg og havde nogle helt andre ting at slås med.

Hun sagde også til mig, at så længe jeg ikke elsker og respekterer mig selv, så kommer en mand aldrig til det. Er jeg virkelig der, hvor jeg ikke elsker mig selv, fordi jeg føler at min biologiske far aldrig gjorde? Og er det ikke noget fis, fordi Far P. er der? Eller var skaden sket, da Far P. kom ind i billedet?

Åh hvor jeg altså elsker IW <3 Hun kender mig bare bedre end nogen anden...

Har i øvrigt også haft besøg af CH i dag. Længe siden, vildt dejligt at se hende. Hun stråler jo!