Jeg er lige kommet hjem ude fra PH. Er for træt til at skrive i hånden, derfor bliver det fra mobilen... Jeg har det stadig lidt svært med det som skete i mandags. Jeg synes det er svært at håndtere. Det er svært at finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til det. På den ene måde har jeg lyst til bare at skrige... Skrige min frustration ud med mine lungers fulde kraft.

Min frustration og min skam over at jeg havnede i den situation, min skam over at jeg ikke bare fra start lyttede til mine alarmklokker i stedet for at lade tvivlen komme ham til gode. Hvorfor jeg ikke sagde "Fuck så af!" til Fli<x>nkeskolen de gange jeg havde muligheden...

Jeg har det så akavet med at jeg har været i den situation, kan ikke finde ud af om det er noget man snakker om? For mig er det virkelig en overskridelse af min privatsfære at fortælle nogen om det. Jeg har ikke lyst til at fremstå som et offer, eller være en som folk har ondt af. Og jeg har sgu slet ikke lyst til at høre nogen sige at det var dumt gjort eller lignende, for alle de ting er min egen skyldfølelse smadder god til at fortælle mig. Og det er sådan set godt nok. Især hvis det kan få mig til at tænke mig om en anden gang...

Det sværeste er egentlig, at de to oplevelser er de sidste to oplevelser jeg har i erindring omkring sex lige nu. De skal ikke blive ved med at være de nyeste, for de er ikke spor rare at tænke tilbage på. Der skal nogle nye til, når jeg føler at jeg kan kapere det...