Søndag, 8. november 2009 kl. 11:00 / døden, tanker
Mit liv med døden ......
14 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
"Mit liv med døden" udkom i torsdags d. 5. november. Heri fortæller ti kendte danskere om døden - da den kom allertættest på. Jeg er een af de ti, der deler ud af de erfaringer, jeg har gjort mig med døden..........
I januar 2001 mistede jeg min 57-årige far meget pludseligt. Han var på en rundrejse i Østen med min mor, da han i Cambodja fik influenza-lignende symptomer. I løbet af ganske få dage, blev han så syg, at han måtte flyves med privatfly til Thailand. Det blev hans sidste rejse. Han døde d. 9. januar 2001- formentlig af en voldsom bakterieinfektion på et hospital i Bangkok. En infektion, han formentlig ville ha overlevet her i Danmark - han skulle ha været behandlet med penicillin - det blev han bare aldrig.
Dagen inden han døde, blev jeg ringet op af min svigerinde, som netop havde været i kontakt med min mor i Thailland. Lene fortalte mig, at min far nu var så alvorligt syg, at jeg skulle sætte mig i en flyver prompte - hvis jeg skulle nå at se ham i live. Totalt chokeret og følelsesmæssigt rundt på gulvet, fik jeg bestilt billetter til mine brødre og mig selv - ganske få timer senere, sad vi i flyvet til Thailand. Men vi nåede det ikke. Min far døde 3-4 timer før vi nåede frem.......
Det er denne tragiske hændelse, jeg fortæller om i bogen - om tiden i Thailland, hvor vi kæmpede for at få min døde far med hjem i en kiste. Om tiden efter, hvor min familie og jeg kom tilbage til et Danmark, hvor det hele bare "kørte videre" som om ingenting var ændret og voldsomme avisoverskrifter a la "Trine fløj til sin fars dødsleje" mødte mig på gaden, når jeg dristede mig ud i virkeligheden. Og til den altoverskyggende sorg, der ramte mig med et hårdt stød i maven...hvor lang tid må man være ked af det, når man har mistet et menneske, man elskede over alt på jorden?
Det er nogle af disse erfaringer, jeg forsøger at give videre i bogen. For det er SÅ vigtigt, at vi deler ud af de oplevelser vi får her i livet - osse dem, der gør allermest ondt. Og min fars død, er stadig det mest smertelige i mit liv. Jeg har - her 8 år efter - stadig dage, hvor jeg er særligt ked af det og savner ham uendeligt meget. Og måske netop i denne tid, tænker jeg meget på ham og ville ønske, at han havde mulighed for at opleve mig få mit tredje barn, som jeg venter til jul. Men nej, det kommer han aldrig til at opleve. Og den lille pige, jeg går rundt med i maven kommer aldrig til at kende sin morfar. Det er blot een af de ting, der smerter mig utroligt meget.
Men min fars død har osse bragt en masse "gode" ting med sig - forstå mig ret. For når et liv slutter, opdager man jo osse hvor skrøbeligt livet er. Og det kan faktisk bruges positivt. Idag ved jeg om nogen, at HVER dag ska leves - at livet ikke er en selvfølge og at man skal nå at gøre de ting, man gerne vil opleve og få sagt de ting, man gerne vil sige. Særligt til de mennesker, man elsker......
Og så er jeg osse blevet meget bedre til at tackle ANDRES sorg. For jeg ved nu, at man IKKE kan sige noget forkert, til et menneske, der har mistet. Det er meget værre IKKE at sige noget. Den larmende tavshed og berøringsangst, som mange af os danskere går rundt med, er den værste. For det, man som sørgende har behov for, er OMSORG og anerkendelse af, at man har det rigtig skidt og at der er en grund til at man ser ked ud af det og ikke trives i en periode.....derfor et godt råd; vær aldrig bange for at gå hen til et menneske i sorg og gi din kondolence . Det er den største omsorg man kan vise et andet menneske! Og det er SÅ dejligt at vide, at folk kan sætte sig ind i, hvor hårdt man har det, når man har mistet.
Jeg håber meget at du har lyst til at læse min og de andres beretninger i bogen. De ti fortællinger om døden er alle meget forskellige og meget personlige...
I den kommende weekend kan du se og opleve forfatteren Heidi Von Bülow og Lotus Turéll fortælle om dengang hun mistede sin far - Dan Turéll. Både Heidi og Lotus vil være på bogmessen i Forum - på søndag d. 15. november.
Og du er osse meget velkommen til at skrive her på bloggen, hvis du har haft lignende oplevelser med døden, som du har lyst til at dele med alle os andre - for husk - erfaringer er til for at blive delt!!!
Beste hilsner fra Trine Panum Kjeldsen
"Mit liv med døden", Borgen, udgivet 5. november 2009
14 kommentarer
Helt ærligt...hvor er dit indlæg dog bare skuffende. Tænk hvis du evnede at være bare en smule åben for nogle af de ting, du blev præsenteret for. Måske kunne du ligefrem LÆRE noget af at læse bogen.......
Men fint nok hvis du bare vil være negativ og forbeholden ...held og lykke med den indstilling.
Mvh Trine Panum
Tak fordi du tør at tale ud om dette emne. Vi er alt for mange danskere der har berøringsangst i forhold til død, sorg og smerte.
Men er det ikke netop det, der får os til at søge meningen med livet, det der får os til at værdsætte vores relationer, mens vi stadig kan investere i dem?
Mvh Michael Bobjerg
Jeg mistede selv min far for næsten 11 år siden - også i udlandet. Vi fik ham med hjem som aske, og blev begravet dagen efter vi kom hjem. (Hans familie havde planlagt det hele - der havde to børn på 14 og 12 INTET at sige, heller ikke vores mor).
Men ellers startede det hele med døden for mit vedkommende som 8-årig, hvor jeg lige pludselig u i den blå luft helt uretfærdigt og ingen tilhørende dødsårsag mistede en 21-årig bror, der bare cyklede sig en tur...Og mange andre siden da...
Så summersumarum - kun en god ting, at der bliver sat en smule fokus på ting som dette. Det vil på et eller andet tidspunkt komme ind på livet på os alle. Før eller siden. På en ene eller anden måde.
Jeg skal helt sikkert læse den bog. Jeg har inden for det sidste halve år mistet 3. Min morfar, min fars lillebror, og min far. Så jeg syntes ikke at jeg har været i andet end sorg i lang tid.... Min far mistede jeg på en meget brutal måde. Han blev slået ihjel af hans kæreste.. Så oveni sorgen er der også en masse vrede og fustration om jeg skal forholde mig til og stadig gør. Ud over sorgen tænker selvfølgelig også på om hun får en retfærdig straf. For ærlig talt så har jeg ikke den store tiltro til det danske retssystem. Så hvis jeg kan risikere at måde min fars morder på gaden om 10 år så er der da noget fuldstændig galt, eller er det bare mig?
Lige præcis med min fars "dødsfald" eller hvad man skal kalde det, så har jeg virkelig mærket den berøringsangst du nævner... Jeg kan godt forstå at folk omkring mig har svært ved at komme over til mig og de ikke ved hvad de skal sige, men det ved jeg sku heller ikke. Bare det hvis de kom over og sagde: Jeg ved sku ikke hvad jeg skal sige, men... Så er isen brudt og jeg vil ikke føle mig som om det er mig der er død!
Det er bare svært at beskrive og forholde sig til sorgen lige nu når jeg stadig er i sorgen, så jeg vil glæde mig til at læse jeres historier og se at der er lys forenden af tunellen...
Jeg synes det er modigt gjort, at du tør tale om døden, glæder mig til at læse bogen. Havde selv en periode hvor alle døde omkring mig, det tager mange år at komme over, for mig kom der 4-5 dødsfald indenfor 2 år. I dag er jeg selv erhvervsleder og ejer, endda på din (Trine) gamle hjemegn. Forleden skulle jeg fortælle mine medarbejder at en af deres kollegaer på 41 år var gået bort, jeg bliver fysisk syg hvergang der sker, har prøvet det nogle gange, at se mange hoveder i chock, når jeg selv er i chock, det er så frygteligt. Men døden er noget mærkeligt noget, har selv været tæt på mange gange, flystyrt, siddet som gidsel, drukket saltpetersyge som barn og meget meget mere. Men det røre mig overhovedet ikke og jeg aner ikke hvorfor, men hvis andre bringer sig i fare kan jeg blive tosset.
Tak for dit indlæg, og glæder mig til at se læse bogen
Kiremada
Da jeg selv mistede min 60 årige far, min 39 årige bror og min 54 årige svigerfar sidste år, forstod jeg først rigtigt hvad det vil sige at være i sorg. Og jeg mærker jeg er en anden nu. Jeg tager livet meget mere alvorligt og husker at nyde det, samtidigt med at de afdøde har efterladt sig et stort tomrum i mig.
Jeres bog er så vigtig og jeg takker alle skribenterne fordi I har åbnet jer om noget så personligt som sorg.
Et rigtig godt indlæg der giver stof til eftertanke - håber du nyder din orlov.
Ja, jeg ved at det er svært at få folk til at snakke om døden.Men jeg mener ligesom dig, at det er vigtigt at snakke om døden. Jeg mistede min mand for godt 2 år siden. Han var syg af mandelkræft.Gennem hele min mands sygdomsforløb følte vi store svigt i sundhedsvæsenet, derfor begyndte jeg tidligt i forløbet at skrive dagbog.
Gennem 2 år fik vi beskeden fra alle læger, alt er i orden og er fint. men det kunne vi se det ikke var. Så vi tog sagen i egen hånd og betalte selv for en scanning, og knap en uge efter stod vi med min mands dødsdom.Grusomt at stå med en dødsdom, når man efter hver kontrol havde fået at vide at alt var i orden. Jeg udgav her i august min dagbog med titlen: Livet der blev svigtet. Min dagbog, fortæller om vores hverdag, alle svigtene, om ubehagelige situationer,ømhed,sorg,fortvivelse og afmagt.
At få det hele skrevet og få det samlet til en bog, gjorde at jeg fik grædt så mange tårer ud, at jeg hjalp mig selv gennem min store sorg. Sorgen er på retur, men savnet vil leve til evig tid, det ved jeg godt. Håber at din bog gav dig lidt ro, som min bog har givet mig. jeg vil læse din bog
Mange hilsner
judith.
Tusind tak for jeres bidrag her på bloggen. Det river i hjertet på mig, når jeg læser jeres historier. Tak fordi I er åbne og kan tale om den sorg, I har mærket på egen krop. Det betyder rigtig meget at høre hvordan andre har klaret sig igennem - ikke at det læger ens egne sår - men jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg i hvert fald ikke er alene om at ha følt den helt store smerte. Åbenhed ER vejen frem......
Held og lykke til jer alle - og pas godt på livet :-)
Bedste hilsner fra Trine Panum
Flot og sympatisk at du vælger at fortælle om din personlige sorg over at have mistet en forældre i en relativ ung alder. Dermed hjælper du andre i en lignende svær situation.
Stor respekt for det du deler med os i din blog. Jeg har selv mistet en far af lungekræft da jeg var 14 år gammel, en ubeskrivelig smerte, pludselig at miste en man holder så meget. Og i den sammenhæng er jeg selv i gang med at researche til min egen bog, om det at miste som ung. Og derfor er jeg helt enig i de ting du skriver. Sorgen er et vigtigt emne som vi burde blive bedre til at snakke om og bearbejde. Derfor brænder jeg for at hjælpe andre udsatte unge og børn.
Med mange hilsner
Sara Fladager
Indlægget er lukket for flere kommentarer.