Tirsdag, 20. oktober 2009 kl. 12:42 / tak for nu

Så er den (foreløbige) sidste Station2-efterlyst udsendelse løbet over skærmen for mit vedkommende. Om kort tid går jeg på barsel og får dermed mere tid til at pleje min efterhånden store gravide mave. Så tak for nu ...det har været en fornøjelse af lave TV til jer.!
Og som I kan se på billedet, blev "skifte-dagen" fejret iaftes efter Station2-Efterlyst udsendelsen. Her står vi i garagen hos politiet i Gladsaxe - med smil og Othello-lagkage! Mums den smagte godt og samtidig blev programmets nye vært Anne Mette kirk Ørskov, præsenteret for hele produktionsholdet. En god aften, som jeg vil huske tilbage på .......
Anne Mette har været under "oplæring" hele sidste uge, så nu er hun ved at være klar til at levere de gode, saglige krimisager for jer alle. Jeg vil sidde i sofaen - spændt - og nyde programmet d. 30 november - Anne Mettes første udsendelse som vært og redaktør.
Ha det godt derude - vi ses i det nye år, når maven igen er blevet normal og lysten til at lave krimihistorier er større end utallige bleskift og søvnløse nætter :-)
Bedste hilsner fra Trine Panum Kjeldsen
Onsdag, 19. august 2009 kl. 14:39 / arbejde

Så starter vi op igen. Lige nu sidder jeg og "varmer op" til en ny omgang Station2-Efterlyst. Sommerpausen er slut, nu er det hverdag igen og redaktionen er påny samlet. Vi sidder med udsigt til vandet her i Sydhavnen, hvor Tv2 har til huse. Ænderne svømmer rundt og nyder solens stråler - og aner intet om de mange kriminalsager, der er sket hen over sommeren........
Helt personligt har jeg osse været langt væk fra det hele. Har nydt roen, familien og den danske sommer. Det er altid sundt at komme lidt væk fra den daglige "tromme-rum". Det gir fornyet energi og nye øjne på det stof, man skal formidle ....
Og alt er ikke som før ferien. Jeg er nemlig gravid og venter dermed mit tredje barn. Alt går godt og vi ved, at der kommer en lille pige ud til os engang i december ...så det blir en lidt rundere udgave af mig, der kommer på skærmen på mandag :-)
Nu gælder det arbejdet. Krimiredaktionen vil forsøge at finde de mest spektakulære kriminalsager og fortælle alle jer om, hvad der er sket og hvor langt politiet er med efterforskningen. Som det ser ud lige nu - her onsdag eftermiddag - er der bla. blevet begået et meget voldsomt og koldblodigt bankrøveri i Lystrup ved Århus (billedet foroven). En sag, som vi absolut skal kigge nærmere på. Tre ukendte gerningsmænd er på fri fod og politiet appellerer til offentlighedens hjælp.....
Så jeg må tilbage til researchen. Der er mange opkald der skal foretages, mange politikredse der skal tales med før det blir mandag og udsendelsesdag. Men det er godt at være tilbage, og jeg glæder mig til at sige "go´aften og velkommen" igen på mandag.
Så jeg håber, at du har lyst til at kigge med, når vi åbner op for endnu en sæson på Station2 og Station2-Efterlyst. Det er på mandag d. 24. august - kl 20.50 og kl. 21.40.
Bedste hilsner fra Trine Panum Kjeldsen, redaktør og vært Station2-Efterlyst
Tirsdag, 9. juni 2009 kl. 16:43 / arbejde

Har du nogensinde tænkt på hvordan kriminalprogrammet Station2-Efterlyst på TV2 produceres?
Har du overvejet hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at stille op et hvilket som helst sted i Danmark, filme og interviewe ...hvorefter billederne ender ude hos seerne og deres fjernsyn?
Måske ikke. Men nu har du mulighed for at kig bag kameraerne. Station2-Efterlyst holdet har haft besøg af et kamerhold, som har fulgt vores arbejde en hel tilfældig mandag i Solrød. Det er der kommet en lille film ud af - et kig bag kulisserne, som vi gerne vil dele med dig.
Filmen kan ses på vores hjemmeside Station2.tv2.dk.
Klik ind på siden og gå til rubrikken i højre side "Sådan produceres Station2-Efterlyst"....
Rigtig god fornøjelse
Med venlig hilsen, Trine Panum Kjeldsen