Søndag, 8. marts 2009 kl. 13:44 / demokrati

Jeg er blevet ambassadør.
Det lyder stort og flot - og jeg er også rigtig stolt af det.
Ambassadør for 'Kvinder for indflydelse 2009' - et netværk af 18 stærke og indflydelsesrige kvinder i Danmark, der har besluttet at støtte kvinder i Zimbabwe i deres arbejde for rettigheder og indflydelse.
Vores mål er at samle en million kroner ind som et bidrag til kvinderne i et af verdens fattigste lande. Vi vil støtte kvindernes kamp for uddannelse og indflydelse, og det er noget af det mest meningsfulde, jeg længe har brugt min tid og mit liv på.
Zimbabwe - landet som engang blev kaldt 'Afrikas skatkammer' er brudt sammen og penge har mistet deres værdi. 25 % af befolkningen er flygtet ud af landet pga. politisk undertrykkelse og urimelige levevilkår under præsident Robert Mugabes diktatoriske styre. Arbejdsløsheden har rundet 90 procent og levealderen er på ganske få årtier faldet fra 60 år til 33 år.
6 ud af 10 personer er afhængige af nødhjælp og 1,3 millioner børn lever uden deres forældre. 25 % af den 13 millioner store befolkning mellem 15-49 år lever med HIV eller aids og 20 % af kvinderne har været udsat for voldtægt - endnu flere er ofre for vold......
Tal, som rystede mig, da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at hjælp og blive ambassadør for projektet. Og jeg var da heller ikke et øjebilk i tvivl - selvfølgelig vil jeg hjælpe - og måske kan du osse være med?
Pengene vi samler ind går til tre udvalgte projekter i Zimbabwe, som på forskellig vis uddanner kvinder - i teori og praksis - til at få indflydelse på eget liv. Når man hjælper en kvinde i et udviklingsland, hjælper man nemlig osse hele hendes familie...
De tre projekter træner kvinderne i politisk lederskab. Kvinderne skal uddannes i menneskerettigheder og de skal lære teknikker til forhandling og kommunikation. Derved kan 'vi stærke kvinder her i Danmark' gøre kvinder i Zimbabwe til stærke og indflydelsesrige kvinder.
- et stort skridt på vejen for menneskeettigheder og demokrati.
Og hvordan skal vi så samle millionen ind? Ja, det er faktisk kun fantasien der sætter grænser. Ingen ideer er dårlige - selv små bidrag har sin berettigelse og jeg er åben for stort set alt.
Har du lyst til at hjælpe, så tar jeg gerne imod forslag ....og du kan læse mere om projektet på www.ms.dk
De bedste hilsner fra Trine Panum Kjeldsen
Onsdag, 18. februar 2009 kl. 09:57 / arbejde

Flere af jer bloggere har efterlyst flere informationer omkring de sager, vi viser i Station2-Efterlyst. Hvad kommer der ud af det, når de uopklarede kriminalsager vises på Tv2 om mandagen?
For naturligvis har redaktionen løbende kontakt med de enkelte politikredse. Vi ringer og følger op, når seerne har vist interesse for programmet og har ringet ind med oplysninger til politiet.
Så her kommer en kort opdatering (I kan finde flere informationer om de enkelte sager på vores hjemmeside station2.tv2.dk).
Jeg vil nævne een af de sager, vi har arbejdet med på det seneste; et røveri mod posthuset i Skovlunde. Røveriet blev begået torsdag d. 15. januar kl 12. Her kom en mand ind og truede en kvindelig ansat med en pistol. Han var meget agressiv, højtråbende og tog ladegreb på pistolen samtidig med at han råbte 'hvor er pengeskabet'. Men der var ikke flere pengeskabe at røve penge fra. Og da den kvindelige ansatte desperat forsøgte at fortælle det, blev røveren endnu mere vred. 'Jeg kommer tilbage', råbte han og forsvandt - med et udbytte på 23.150 kroner.
Da politiet offentliggjorde overvågningsbillederne fra posthuset i Station2-Efterlyst mandag d. 9. februar, kom der 'overraskende mange henvendelser', som efterforskningslederen, Michael Sørensen fra Københavns Vestegns politi, udtrykker det.
Alle henvendelser er blevet undersøgt til bunds og idag, onsdag d. 18 februar, har politiet fået endnu et tip fra offentligheden, som 'formentlig fører til en anholdelse snarest', fortæller Michael Sørensen. Det er en mand på 25-30 år, der er efterlyst i sagen.
Hvad henvendelserne helt konkret går på, kan politiet endnu ikke afsløre. Men de kvitterer for al den hjælp, de har fået i sagen. 'Det betyder uendeligt meget for os, at offentligheden er behjælpsomme med de observationer, de gør sig. Uden deres hjælp ville det ofte tage meget længere tid at opklarede forbrydelserne', tilføjer Michael Sørensen.
På mandag d. 23. februar er Station2-Efterlyst klar med nye uopklarede sager. Se med når vi sender direkte fra et sted i Danmark. I denne uge beslutter redaktionen hvilke sager, der sættes fokus på. Har du været udsat for en forbrydelse, eller har du en god ide til en sag redaktionen skal kigge nærmere på, så er du velkommen til at kontakte Tv2, Station2-Efterlyst.
Med venlig hilsen
Trine Panum Kjeldsen, Redaktør Station2-Efterlyst
Onsdag, 10. december 2008 kl. 13:33 / underholdning

Først TAK for alle de pæne ord, I har skrevet om min exit fra morgennyhederne. Dejligt, at I har det sådan med mig, det varmer og gør mig glad midt i al tristheden.
Nu hvor der er gået et stykke tid, og jeg har fået tid til at fordøje nyheden om at Tv2´s morgenTV lukker pr. 1. januar, så har jeg det ok med beslutningen. Rationelt set forstår jeg godt beslutningen. Tv2 skylder penge - rigtig mange penge. Så set med de briller, er det vel en fornuftig beslutning. Det ændrer bare ikke ved, at det er super-ærgerligt. Morgenholdet har i 12 år leveret et enestående produkt. Nyhedsudsendelser, som jeg har brændt for at lave til jer derude ....den følelsen kan rationalitet ikke ændre på.
Jeg har nu kastet mig over Tv2´s årskavalkade, som jeg er vært på sammen med Jesper Steinmetz. Vi har dannet værtspar de seneste år og nu får vi igen i år muligheden for at kigge tilbage på 2008 sammen med jer - det er en STOR fornøjelse for mig personligt. Det er nemlig et rigtig dejligt program at lave.....
Pt er alle gæsterne inviteret, der er styr på musikerne, studiet er ved at blive bygget op i Odense, værtstøjet er indkøbt og programmet er ved at ta sin form.- Men der er stadig rigtig mange detaljer, der mangler at falde på plads. Men vi ska nok nå det hele ....det lover jeg!
Og jeg kan da godt afsløre nogle af gæsterne, vi ska hylde. For de er alle vindere – uanset om de har vundet OL-guld, har vundet over sig selv, eller over omgivelsernes skepsis, som statsministerfruen gjorde. Anne-Mette Rasmussen og statsminister Anders Fogh Rasmussen er gæster, og så kommer Thomas Evers Poulsen naturligvis også. Det samme gør Villy Søvndal, formand for SF, og Lene Espersen, formand for Konservative og økonomi- og erhvervs-minister, der i sommer kørte Danmark tyndt i en lille rød folkevogn og talte om danskhed.
Fra sportens verden kommer de to 49’er-sejlere Jonas Warrer og Martin Kirketerp, som fortæller om OL-mareridtet, der endte lykkeligt. og så er der osse masser af musik. Den walisiske charmetrold Tom Jones kommer og synger ”If he should ever leave you”, den nye amerikanske topstjerne Josh Groban giver succeshittet ”You raise me up”, "Hej Matematik" serverer med hjælp fra eks-Shu-bi-dua-medlemmet Michael Hardinger nummeret ”Walkman”, og så er Danmarks rockmama nummer 1, Sanne Salomonsen, tilbage med det aktuelle nummer ”Taxa”. ....og så er der mange mange flere, som du må vente med at se, når programmet ruller over skærmen mellem jul og nytår.
Programmet sendes på Tv2 søndag d. 28. december kl 20. Jeg håber, du vil kigge med.
Rigtig god jul.
De bedste hilsner Trine Panum Kjeldsen