Torsdag, 1. april 2010 kl. 18:42 / dagens mand, dumhed, familie, glæde, humor, kvinder, lykke, mænd
1 april.
2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Min mand får taget mig ved næsen hver eneste år. Hvordan det kan lade sig gøre efter så lang tid, er ikke godt at vide.
Jeg kommer hjem efter 24 timer på arbejde. Jeg er ikke træt eller andet jeg kan bruge som undskyldning.
Han siger, som noget af det første, at han har en dårlig nyhed til mig. Åh åh, tænker jeg straks. Jeg har i dagene før været ved at vænne min yngste søn fra sutten. På arbejdet aftenen før, var jeg faktisk bange for min mand ville give drengen sutten, hvis gråden skulle blive for hjertesskærende. Og det havde han så, midt nat var det lille pus vågnet, og kunne ikke finde trøst i andet end en sut, så den var altså blevet givet til ham.
Her er det så jeg skulle have talt til 10, men gør jeg det, nej...
Jeg ser straks rødt. Ord som nej, det har du bare ikke gjort, det kan du altså ikke være bekendt og andet i den størrelse kommer meget hurtigt ud af min mund. Og da jeg så hiver efter den næste portion luft, flækker han fuldstændigt sammen af grin. Mens han griner, får han hvislet ud "aprilsnar". Og min kommentar? "Det er da ikke den 1 april?" Men jo, det var det så......
Altså, hvornår kommer den dag, hvor jeg husker han altid tager røven på mig d.1 april?
