Jeg hader universitetet. Det er et fucking lamt hjemsted for halvsnobbede, patetiske, korrekte, kedeligt etiske, dumsmarte, selvfede, millimeterberegnende, overkloge studerende der kan inddeles i to kategorier: Dem der vil redde verden og dem der vil redde sig selv. I virkeligheden er de fleste bare ude på at styrke deres eget selvbedrag af et ego. Hvor bliver viljen, kampgejsten og følelserne af? Har revolutionen lidt den store kuldedød, forårsaget af de køligt kedelige spekulationer? Det er også lige meget. Jeg har vendt ryggen til den selvhøjtidelige højborg, og vender først tilbage den dag den står i flammer!
Er jeg en kujon, eller bare et dumt svin?

Jeg gjorde det. Jeg slog op med dig over skype. Fortalte at jeg elskede dig, at du var fantastisk. Men så kom det store men. Jeg kan jo ikke bare lukke af for mit liv, lægge bånd på mig selv hver gang jeg ser en smuk pige i øjnene og får lyst til at forføre hende, vise hende hvor smuk jeg synes hun er, kysse hende, sidde og snakke sort på en bænk søndag morgen klokken fem, tage hende med hjem og vise hende hvor meget smukkere hun bliver uden tøj på.
Hvornår har vi sidst snakket sort på en bænk søndag morgen klokken fem? Jeg er 2000 km fra at sidde med dig på den bænk, men kun 2 minutter fra at se dig. På skype. Og hvad så? Jeg kan jo også se dig for mig hvis jeg lukker øjnene, og det var indtil for nylig også nok. Vi sagde begge at vi tager en til ad gangen og ikke lover hinanden noget. Men det er jo ikke det vi gør. Jeg bliver nødt til at tænke frem - når du ikke er her nu. Og nu er du her heller ikke i fremtiden. Men hvad skal jeg gøre?
Er jeg en kujon, eller bare et dumt svin?