Lørdag, 11. december 2010 kl. 05:54 / dom

En slutning

4 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

- Det var det, det skulle være. Den her retssag, den her blog. I stedet er det blevet en begyndelse. En start på en ny blog - en start på en helt ny slags smerte, der rammer steder i mig, jeg ikke vidste fandtes.

Jeg skulle ikke vidne. Da min veninde og jeg ankom til Glostrup Ret kl. 9:51 tirsdag morgen fik vi at vide, at han havde tilstået. Efter en times retssag havde han ganske simpelt erkendt sig skyldig i alt. Der var vel heller ingen pointe i andet - hans måde at få kontakt til piger var intetnettet, og dengang for to år siden, hvor jeg var til afhøring, havde politiet alle udskrifter af alle samtaler han havde haft over nettet, ihvertfald med mig.

Det var en lettelse. Dét, at jeg ikke skulle op foran en masse fremmede og fortælle om, hvordan han ødelagde mig. Og forsvare, at det han gjorde, har dræbt mig. Det var svært. Troede at vidne var det sidste svære jeg skulle gøre i forbindelse med det her. Det her skulle være en begravelse. Men jeg fik ikke lov til at begrave ham, fik ikke lov til at spytte på hans grav. Er sikker på, at grunden til, at han erkendte var, at det gik op for ham, at straffen sikkert kun ville blive hårdere hvis dommerne skulle høre på alle vidnerne forklare, hvor ækel han er.

Han fik 4 måneder, to betingede og en behandlingsdom. Det står der ikke i noten fra ritzau, men det sagde politiet til mig. De sagde også, at dommen var dobbelt så hård som forventet. Men at de mente, han var syg. Og aldrig kunne blive rask igen. Men nu havde de ham i systemet, så nu kunne de holde øje med ham. De sagde, at to af dommerne var enige, og den tredje ville straffe ham hårdere.

- De ser det ikke. Han bliver ikke dømt for det. For at jeg i to år har følt mig pisse billig, haft virkelig lav selvtillid , grædt hver gang nogen talte om prostitution, hvordan han fik mig til at føle mig så lidt værd, at jeg stadig idag føler mig tom indeni, når jeg har været sammen med min kæreste. Jeg græder nogle gange, helt stille, kun tårer, ingen lyd, efter vi har været sammen.Og det er efter halvandet års terapi.

Jeg var til samtale idag, hvor jeg halvt fik diagnosticeret mild posttraumatisk stress syndrom bl.a. på grund af, hvad han gjorde ved mig.

Jeg skar i mig selv, klippede mit hår af, og holdte isterninger i hænderne indtil smerten var alt. Og han får 4 måneder? Og søger åbenbart om en mildere straf?

Og der nævnes ikke engang, hvordan han tvang en pig-bold op i mig. Hvordan jeg begyndte at bløde. Det nævnes ikke, at han så på børneporno, eller han spurgte mig, om han måtte passe min nevø? Eller hvordan den kvindelige efterforsker jeg snakkede med i retten, fortalte at hun var blevet nødt til at besøge en psykolog, for at kunne overkomme alle de ting, han havde gjort ved os piger.

Det nævnes ikke, at han groft udnyttede en psykisk svag 16-årig pige, der var blevet voldtaget et halvt år før dette, havde en psykisk syg søster, der lige havde forsøgt selvmord, var på antidepressive og hadede sig selv. Det nævnes ikke, at han gjorde det bevidst.

Hvordan han bagefter skrev mails til mig, om at han elskede mig. Og om jeg ikke nok ville komme hjem til ham, og gøre rent for ham. Og ansøgte mig på facebook og blev ved med at hænge sig fast på mig.

Det nævnes ikke, hvor meget han har ødelagt. Og hvor lidt 4 måneder i virkeligheden er.

http://politiken.dk/indland/ECE1136296/47-aarig-doemt-for-at-betale-unge-piger-for-sex/

-

Så det var det sidste indlæg. Tak til mine søde læsere for forståelse og støtte. I er de bedste.

Kram Louise

Tirsdag, 7. december 2010 kl. 08:09 / prostitution

Retten idag

4 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Det handler om at være en stor pige, ikke? Og lade være med at græde. For helvede da også.

Torsdag, 25. november 2010 kl. 20:44 / farvel

Dråben, der fik det her bæger til at flyde over

20 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Hej Tv2-blog!

Godt så. Èt er min egen stupiditet. Har givet min blog til tre folk fra den virkelige verden. Men fint, det er mennesker jeg kender, og de kender mig. Det jeg skriver overrasker dem ikke, det er mit liv.

Så er der det, at min kære søster søger igennem diverse blogsider og blogs for at lede efter min. Læser mine indlæg, på trods af, at jeg har sagt til hende, at jeg ikke vil have det. Grænseoverskridning nr. 1.

Så bliver hun vred, kalder mig en beskidt lille luder, som årsag til de ting, jeg har skrevet. Jeg har ikke afsløret ting, hun ikke har offentliggjort på sin egen blog. Har egentlig ikke skrevet så meget konkret om hende, kun hvordan jeg har det med hende, og hvordan hun påvirker mig. Dét, at hun bliver vred på mig, misforstår det, jeg skriver (som jeg vidste, hun ville, og derfor ikke ville have, hun skulle læse det). Grænseoverskridning nr. 2.

At hun som hævn vælger som hævn at offentliggøre mine "hemmeligheder", fortæller om hvordan jeg blev voldtaget, hvordan jeg solgte mig selv, under sit eget navn og skrive, at jeg har sat mig selv i de situationer for at være ligesom hende... Grænseoverskridning nr. 3.

Og som lidt creme på toppen, giver min blog til min far...... Grænseoverskridning nr. 100.000.

På nettet vælger man ikke selv sine læsere, men man vælger om man vil sætte sit navn på. Det har jeg IKKE gjort. Har IKKE sagt til alle og enhver, at jeg har en blog. Har IKKE givet min blog til alle, der har spurgt efter den.

Så det her gider jeg simpelthen ikke længere. Vil ikke dømmes og kritiseres af min familie pga. noget jeg skrev i frustration og fuldskab efter et skænderi, af nogle som kender mig og ham.

Så jeg sletter den her blog. Skal lige kopiere nogle indlæg ned til mit word, også sletter jeg det her pis. Regner med at oprette noget mere anonymt et andet sted.

Hvis i vil følge mig videre, skriv jeres mail i kommentarfeltet, og jeg vil sende en mail, om hvad der sker, og hvor min blog er/ kommer snart.