Fredag, 22. august 2008 kl. 17:07 / ol
Áfram Ísland, åååååååååhh ååååh
7 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Áfram Ísland ! Áfram Ísland ! ÅÅÅÅÅÅÅÅÅH ÅÅÅÅÅÅÅH ÅÅÅÅÅÅÅÅH Áfram Ísland !
Jeg har lige oplevet noget helt fantastisk. Ikke med Danmark i hovedrollen. Men med Island. Og det var tæt på at være lige så godt, som når det er Danmark.
Jeg føler mig næsten en lille bitte smule islandsk lige nu..... eller nej, det vil jeg ikke. For de skal selv have lov at nyde hver eneste følelse, der kan trækkes ud af det OL-mirakel, som de leverede i aften. Jeg vil ikke tage noget som helst fra dem.
Men jeg vil være glad på deres vegne. For hold da op, hvor var det bare stort, det der skete i National Indoor Stadium her i Beijing lige før. Island - et af de allermindste lande ved OL - er klar til finalen i herrehåndbold efter totalt at have udspillet Spanien. Fantastisk.
Jeg havde på forhånd talt med en islandsk tv-kommentator, der sagde, at det her var den største dag i Islands sportshistorie, alene fordi de skulle spille en semifinale ved OL. Og nu har de Gud hjælpe mig også vundet den.
De scener, der udspillede sig i Asiens største indendørs arena med plads til omkring 18.000 tilskuere, da Island kvalificerede sig til finalen var helt ubeskrivelige.
Med 30 sekunder igen fik Island et kontraangreb, men den store stjerne, Olafur Stefansson, kunne ikke løbe med. Ikke fordi han var træt, men fordi tårerne allerede løb ned af kinderne på ham. Den kunne ikke kikse. Island var i OL-finalen. Og det var bare alt, alt for meget for Stefanson. Han kunne slet ikke rumme det.
Tv-kommentatorer med tårerne i øjnene, jublende og festende tilskuere og spillere, der slet ikke kunne fatte det.
Den kæmpe store forsvarshøvl, Sigfus Sigurdsson, der normalt er en hård forsvarsspiller på grænsen til det brutale fik nye opgaver, da der blev fløjtet af. Den store bamse måtte rundt og rejse holdkammerater op. De sad eller lå på gulvet og græd af lykke. Men de fik, en efter en, en krammer af den helt store slags og lov at græde ud ved kæmpens skulder.
Olafur Stefansson - en af verdens absolut bedste håndboldsspillere - sagde i mit interview med ham, at det var ubegribeligt. At han ikke kunne forklare de tanker, der var inde i ham. At det var mange års drøm, der var gået i opfyldelse. Og meget andet. Hele tiden med lange pauser, hvor han kæmpede med endnu flere tårer.
Min kollega, Joakim Frøsig, fik en af de sjoveste udtalelser, vi længe har fået, da den islandske præsident gav sit folk national fridag for åben skærm. "I skal ikke arbejde mere i dag!", lød beskeden hjem til fra præsidenten.
Det er så vildt, at sådan noget kan ske ved et OL. Verdens største sportsarrangement, og så står der pludselig et land med et indbyggertal lige omkring Århus' i finalen. I en holdsport, hvor mange af de store nationer leger med. Det er umuligt. Men det skete. Og hold da k..., hvor er det fedt !
I overmorgen er der finale, og så kan jeg garantere, at jeg skal i hallen igen. Og jeg kan nok ikke lade være med at brøle:
"Áfram Ísland ! Áfram Ísland ! ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH ÅÅÅÅÅÅÅÅH ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH Áfram Ísland !
(Det betyder i øvrigt: "Fremad, Island!" - har jeg lige lært for et par timer siden :-)
Jeg har lige oplevet noget helt fantastisk. Ikke med Danmark i hovedrollen. Men med Island. Og det var tæt på at være lige så godt, som når det er Danmark.
Jeg føler mig næsten en lille bitte smule islandsk lige nu..... eller nej, det vil jeg ikke. For de skal selv have lov at nyde hver eneste følelse, der kan trækkes ud af det OL-mirakel, som de leverede i aften. Jeg vil ikke tage noget som helst fra dem.
Men jeg vil være glad på deres vegne. For hold da op, hvor var det bare stort, det der skete i National Indoor Stadium her i Beijing lige før. Island - et af de allermindste lande ved OL - er klar til finalen i herrehåndbold efter totalt at have udspillet Spanien. Fantastisk.
Jeg havde på forhånd talt med en islandsk tv-kommentator, der sagde, at det her var den største dag i Islands sportshistorie, alene fordi de skulle spille en semifinale ved OL. Og nu har de Gud hjælpe mig også vundet den.
De scener, der udspillede sig i Asiens største indendørs arena med plads til omkring 18.000 tilskuere, da Island kvalificerede sig til finalen var helt ubeskrivelige.
Med 30 sekunder igen fik Island et kontraangreb, men den store stjerne, Olafur Stefansson, kunne ikke løbe med. Ikke fordi han var træt, men fordi tårerne allerede løb ned af kinderne på ham. Den kunne ikke kikse. Island var i OL-finalen. Og det var bare alt, alt for meget for Stefanson. Han kunne slet ikke rumme det.
Tv-kommentatorer med tårerne i øjnene, jublende og festende tilskuere og spillere, der slet ikke kunne fatte det.
Den kæmpe store forsvarshøvl, Sigfus Sigurdsson, der normalt er en hård forsvarsspiller på grænsen til det brutale fik nye opgaver, da der blev fløjtet af. Den store bamse måtte rundt og rejse holdkammerater op. De sad eller lå på gulvet og græd af lykke. Men de fik, en efter en, en krammer af den helt store slags og lov at græde ud ved kæmpens skulder.
Olafur Stefansson - en af verdens absolut bedste håndboldsspillere - sagde i mit interview med ham, at det var ubegribeligt. At han ikke kunne forklare de tanker, der var inde i ham. At det var mange års drøm, der var gået i opfyldelse. Og meget andet. Hele tiden med lange pauser, hvor han kæmpede med endnu flere tårer.
Min kollega, Joakim Frøsig, fik en af de sjoveste udtalelser, vi længe har fået, da den islandske præsident gav sit folk national fridag for åben skærm. "I skal ikke arbejde mere i dag!", lød beskeden hjem til fra præsidenten.
Det er så vildt, at sådan noget kan ske ved et OL. Verdens største sportsarrangement, og så står der pludselig et land med et indbyggertal lige omkring Århus' i finalen. I en holdsport, hvor mange af de store nationer leger med. Det er umuligt. Men det skete. Og hold da k..., hvor er det fedt !
I overmorgen er der finale, og så kan jeg garantere, at jeg skal i hallen igen. Og jeg kan nok ikke lade være med at brøle:
"Áfram Ísland ! Áfram Ísland ! ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH ÅÅÅÅÅÅÅÅH ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH Áfram Ísland !
(Det betyder i øvrigt: "Fremad, Island!" - har jeg lige lært for et par timer siden :-)
7 kommentarer
Áfram Ísland!
Det har det da været, og så er det jo også det samme. :-)
Håber at de vinder Finalen, og at Norge vinder kvindernes finale.
Inderst inde havde jeg håbet at Danmark slog Kroation så vi kunne møde Danmark i finalen, hvilken kamp det ville ha blevet..
Men det skete ikke..
Jeg har endnu ikke forstået at Island står til at spille om det Olympiske guld i håndbold.. Men det skal vi!
Hatten af til dig Ulrik, du er trods alt en af de få der kan glædes sammen med os, jeg husker tydeligt at jeg råbte og skreg af jubel da Danmark vandt EM..
Nu til det negative for det skal vi også :) så synes jeg simpelthen det er for dårligt for at sige det lige ud at Bent "håndbold expert" Nygaard for lov at kommentere denne kamp. Sådan et negativt menneske har jeg da aldrig hørt på før! Hver gang Island scorer mål er det ikke fordi at Island spiller eller skyder godt, nej nej det er forbi den Spanske defensiv er for dårligt, spanierne dækker for dårligt op eller det var uheldigt at den spanske goalie ikke fik fat i den. Men jeg var da overrasket på et tidspunkt for han faktisk næsten og også kun NÆSTEN roser Island.
Hey Bent, Danmark kom ikke videre, cry me a river, build a bridge and get over it..
Tak for mig :)
Stor stor ros til dig Ulrik..
Hvem kommenterede mountainbikefinalen for herrerne sammen med Rolf S. her til morgen ??
De talte om cyklerne og Rolf sagde at de alle kørte på fullsusp. hvilket jeg tror var en fejl- så det er bare et "teknisk" spørgsmål fra en nørd.
Bedste hilsner fra PerK.
De danske spillere har desværre heller ikke samme fighterindstilling som Island.Vi kunne lære meget heraf.
Hvis vi taber til Korea i morgen tidligt bør spillerne ikke få en eneste krone i løn under OL.
Indlægget er lukket for flere kommentarer.