Søndag, 25. juli 2010 kl. 13:30 / tour de france
Respekt i nederlagets stund
14 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Jeg hader udtrykket "hæderlige nederlag". Alligevel synes jeg, at der er grund til at lette på cykel-kasketten i respekt for Andy Schlecks indsats i Touren i år. På trods af nederlaget til Alberto Contador.
I udtrykket "hæderlige nederlag" ligger der - efter min mening - også en snert tilfredshed. Og tilfreds skal en sportsmand aldrig være efter et nederlag. Derfor hader jeg det udtryk. Men der er alligevel forskel på nederlag. Jeg synes, at Andy Schlecks nederlag i Touren 2010 er et af de flotte.
En dag under Tour de France spiste jeg frokost sammen min chef, John Jäger, og hans to skønne unger - Emilie og Malte. 8-årige Malte, der lige om lidt fylder 9 år, havde spillet en fodboldturnering, som han bestemt ikke var glad for. De havde fået tæv. Og vistnok en del af dem.
Det første nederlag var skidt. De havde spillet dårligt og ikke gjort, hvad de kunne. Men i de andre kampe havde de givet alt, hvad de havde i sig. Det var bare ikke nok. Vi fik frokosten til at gå med at forklare Malte, at alle, der dyrker sport, taber ind i mellem. Det kan man ikke undgå. Men man kan og skal altid gøre sit bedste. Og hvis man gør det, så er det faktisk helt okay, at man taber nogle gange. Simpelthen fordi modstanderen er bedre. Og det er de jo bare. Nogle gange.
Malte var temmelig skeptisk overfor vores pointe. Men jeg tror nok, at han købte den til sidst. Rynken i den lille pande blev i hvert fald mindre undervejs og til sidst var hans typiske smil endda tilbage på læben. Men nederlagene ærgrer ham vist stadig en lille smule. Og det er også helt fint.
Jeg har det faktisk på samme måde, når jeg kigger tilbage på dette års Tour de France. Andy Schleck tabte til Alberto Contador. Men Schleck og hele Saxo Bank-holdet gjorde alt, hvad de overhovedet kunne. De udfordrede Contador igen og igen og igen, og de kørte med alt, hvad de havde. Faktisk så meget, at jeg ind i mellem var bekymret for fortsættelsen, fordi holdet virkede meget, meget træt undervejs. Men de rejste sig hele tiden dagen efter. Og prøvede igen. Det aftvinger respekt i nederlagets stund.
Jeg synes især, at det var flot at se det mod Saxo Bank-holdet udviste. De vidste, at der var risiko for at få alvorlige klø, når de satsede og angreb Contador. Men de gjorde det alligevel. I poker-sproget ville de sige, at Saxo Bank gik all-in i forsøget på at vinde. Det elsker jeg simpelthen at se, og derfor er dette års Tour de France det bedste jeg nogensinde har set. Fantastisk cykelløb fra start til slut.
Og så har jeg altså en svaghed for taberne - når de taber på den måde. De har kæmpet og kæmpet og kæmpet, men det ender med et nederlag. Uden de ihærdige forsøg og uden den flotte taber, kan der ikke skabes store og mytiske vindere. Derfor holder jeg også meget af den flotte taber af de store dueller. Selve duellen er en forudsætning for det, vi elsker at se. Den fik vi i år. Det var Andy Schleck og Team Saxo Bank, der gav os den. Tak for en flot tour.
Indsatsen var ærefuld for den yngste Schleck. Men det betyder naturligvis ikke, at han skal være tilfreds med at være nummer 2. Og det er han helt sikkert heller ikke. Men Saxo Bank skød med alt, hvad de havde. Og mere kan en sportsmand og et hold altså ikke gøre. Så må de bare tilbage til træningsprogrammerne og blive endnu bedre til næste gang.
Der var bare en mand, der var bedre i år. Alberto Contador viste igen, at han er verdens absolut bedste etapeløbs-rytter. Han svarede igen på alle angreb, og han angreb også selv, når chancen bød sig. Det kan ikke gøres bedre. Respekt for Contador - og en helt fortjent sejr til verdens bedste rytter.
39 sekunders forskel efter langt over 3.000 km på cykel. Det er altså stort set ingenting. Årets løb har vist, at der sker noget hver eneste dag, der kan betyde 39 sekunder plus eller minus. En kæde, der hoppede af, kostede Andy Schleck præcis 39 sekunder i år. Bare for at tage et tilfældigt eksempel.
Jeg glæder mig allerede til de næste års mange dueller mellem de to fantastiske cykelryttere. Andy og Alberto. Og hvem ved? Måske er der endda flere med klasse til at lege med? Det får vi at se til næste år. Jeg håber det. Jo flere konkurrenter des bedre.
Tak for touren - også her på bloggen, hvor det har været fantastisk at se, hvor mange der har læst med og diskuteret flittigt undervejs. Mange tak for det. Det har været en fornøjelse!
Mvh
Ulrik
14 kommentarer
Du har ganske ret: "... tilfreds skal en sportsmand aldrig være efter et nederlag".
Nu ER der jo forskel på en anden- og en sidsteplads, MEN: "Second place is the first loser".
Andy gjorde det godt ja - endda SÆRDELES godt !
God Søndag ;o)
Mvh
Ulrik
Det bliver spændende at følge: Tour de France til næste år. Hvis det forløber sig sådanne, at Alberto Contador skal kører for, Bjarne Riis'es Teamhold, som vi af gode grunde ikke er bekendt med endnu ;0), Andy Schleck har bevist, at han kan og vil vinde:
Tour de France ;0). Måske næste år? ;0). Der kører Schleck's brødrerne nok ikke for et Dansk hold. Desværre ):
Vi må ha' dig på banen her, Ulrik ;0), du kan gøre hele foreskellen? ;0). Vil godt benytte lejligheden til at takke mange gange for jeres dækning af: Tour de France :0)
PS. Kunne godt lide denne kommentar fra, Bjarne Riis'es side af. Hvorpå, at journalisten spurgte, Bjane. Hvad skal i gøre for at vinde Tour de France/gule trøje fra, Alberto Contador? Hvorpå, at Bjarne Riis besvarede jeres spørgsmål! Kør ham i grøften ;0). Sagt med et glimt i øjet selvfølgelig ;0))
Har tunet ind på jeres kanal, skal da se det sidste løb ;0)
Go' Tour de france, Ulrik ;0))
Mvh
Henrik
Tak for en flot Tour-dækning - endnu en gang har TV2 sat et flot show op.
Et lille sjovt sidespørgsmål her på falderebet. Hvad hedder den sang i har haft som titelmelodi til jeres Tour de France studier og som man også kan finde i diverse bannerreklamer på tv2.dk? Den har jeg efterhånden fået på hjernen, og vil meget gerne vide om det er en der kan anskaffes et sted :)
Mvh,
Jonas
Det var en fantasisk tour i år, dels på grund af ruten, men i særdeleshed pga. Schleck og Contador..
Selvfølgelig kan Andy ikke være tilfreds med at blive nr. to (igen), og det er jeg sikker på, han heller ikke er.. Men han kan helt sikkert se tilbage på en tour, hvor han gjorde alt, hvad han kunne. Han var meget stærkere end sidste år, og hele vejen igennem lagde han et stort pres på Contador..
Nu ved han, at han er meget tæt på at kunne slå ham, og jeg er sikker at han kommer tilbage endnu stærkere næste år.. Og med et (sandsynligvis) nyt stærkt hold og forhåbentlig Fränk ved sin side hele vejen til Paris, så tror jeg at der er gode muligheder for ham til næste år, jeg hepper i hvert fald igen - uanset hvilket hold 'the Schlecks' kører for.
Og så skal der da lyde en stor tak til hele TV2s Tour-redaktion, der har gjort et fantastisk arbejde igen i år. Og til dig, Ulrik, for en altid underholdende blog.
Jeg glæder mig allerede til næste år ;)
Personligt vil jeg dog helt klart mene at Schleck laver en personlig fejl, og den er contador selvfølgelig i alt sin ret til at udnytte. Hvis Tom Kristensen kører i barrieren eller punkterer midt i Le Mans venter peogeot jo heller ikke altså...
Contador var den bedste mand i touren og vandt fortjent, håber touren næste år bliver lige så god som i år (ASO kom nu op med endnu en genial rute...please).
Du kan slet ikke sammenligne det med situationen med Ullrich og armstrong, da det her var en tilskuer som ikke kunne styre sig og havde en handske langt ude foran tilskuerrækken og som dermed røg ind på armstrong.
I nedenstående blog, krævede du Schleck-brødrene fyret.
http://blog.tv2.dk/ulrik.jonsson/entry3752...
Har du stadig den holdning eller hvad...?
Hvordan tror du spændingen og ikke mindst jeres seertal havde været, hvis Andy ikke havde deltaget. TDF var nok blevet en tynd kop the, hvor Contador havde vundet suverænt.
Jeg kan ikke se hvorfor Contador skal vente på Andy, når det er en selvforskyldt ulykke han var udsat for.
Contador viste jo sportsmandship, ved at vente på brødrene da de styrtede tidligere pga. olie. Her var det en udefra kommende faktor, som var skyld i styrtet, og derfor skulle der ventes.
Brødrene var her ca. 3 min efter feltet, og hvis han ikke havde kørt fair, var touren allerede blevet afgjort hér
Jeg mener at Andy tabte touren på prologen, fordi han ikke kunne tage sig sammen og var alt for ufokuseret.
Indlægget er lukket for flere kommentarer.