Well, jeg har mildt sagt været temmelig fraværende fra bloggen i lang tid, når jeg ikke lige har været inde for at snuse rundt hos gamle kendinge.
Nu er der så pludselig noget at tænke over og skrive om. De sidste dage har mildt sagt været temmelig sindsoprivende.
Torsdag i sidste uge var jeg om formiddagen på vej i et "vigtigt" møde. En af mine kolleger var forsinket, så vi kom ikke igang til planlagt tid. Mens vi stadig afventede den sidste deltager, ringer mobilen pludselig og jeg studsede da godt nok over, at min mor ringede midt i arbejdstiden.
Normalt ville jeg ikke have svaret, når jeg sad i møde, men da vi stadig havde lidt tid at løbe på, kunne jeg jo lige høre, hvad der var los. Beskeden var ganske kort og gik ud på at hun var kørt med min far i ambulancen til Herlev Sygehus, og at det var alvorligt, så jeg måtte skynde mig at komme. Ambulancefolkene havde fortalt, at der var blandede symptomer, der dels tydede på apopleksi og dels på en blodprop i hjertet. Pludselig forekom mødet ikke synderligt vigtigt alligevel!
40 minutter senere stod jeg på sygehuset og blev vist ned til et min mor, der ventede udenfor et rum, hvor min far modtog behandling. I første omgang måtte vi ikke komme ind på stuen, men blev i stedet orienteret af en neurolog, der havde insisteret på at få min far CT-scannet (og gudskelov for det).
Det viste sig at det var hans legemspulsåre (aorta), der var revnet. Beskeden til os var, at han skulle overføres til "Riget" hurtigst muligt, men at hans tilstand først skulle stabiliseres, før det var forsvarligt at transportere ham igen. Samtidig fik vi gentagne gange understreget, at det var temmelig alvorligt, og at vi skulle gå ind og sige ordentligt farvel.
Det var virkelig en skrækindjagende oplevelse. Min far er 65 år og har ALDRIG været i kontakt med hospitalsvæsenet. Han har været sund, rask og fysisk stærk, omend overvægtig og med et lettere forhøjet blodtryk. Pludselig lå han dér på en båre og så umanerligt syg ud og samtidig behørigt forskrækket. Alt imens vrimlede det med læger og sygeplejersker omkring briksen, mens der gentage gange blev givet ordrer om "mere morfin".
Da han kunne transporteres igen blev han kørt ud i ambulancen, og min mor fik plads ved chaufføren. Jeg selv tog min egen lille dyt og fulgte efter så hurtigt naturlovene tillod det - trafiklovene derimod var midlertidigt ophævede må jeg indrømme.
På Riget nåede jeg akkurat ned til traumecentret og skulle til at finde en modtagelse, da min far blev skubbet rundt om hjørnet i en seng omgivet af personale og med min skrækslagne mor lige efter. Vi fik lov at følge med helt til operationsstuens dør, hvor vi igen fik samme besked: "Det er virkelig alvor - I skal tage ordentlig afsked nu".
Mit forhold til min far har altid været godt, men dog med en fysisk distance... Vi var mere på håndtryk end på kram. Ikke desto mindre var det ren refleks, at jeg bøjede mig ned, kyssede ham på den iskolde og svedglinsende pande og sagde "farvel....vi ses på den anden side".
Resten af torsdagen var et mareridt. Vi ventede og ventede. Tog hjem til min mor for at hente lidt tøj og nogle toiletsager, så man var forberedt på at være der længe om nødvendigt. Konstant havde vi vores mobil'er ved hånden og ventede, at den ville ringe hvert sekund. Jo mere vi fik talt om, de beskeder vi havde fået og om de medlidende ansigtsudtryk personalet både på Herlev og på "Riget", jo mindre håb syntes vi at have.
Da vi kom tilbage på "Riget" vandrede vi hvileløst rundt, inde som ude. Vejret var fantastisk, men det var svært at nyde i den tilstand og begrebet "at være i en osteklokke" gav pludselig for alvor mening.
Hen under aften var vores tålmodighed ved at slippe op, og selvom der ikke var blevet ringet til os, valgte vi at søge op til pårørende venteværelset på hjerteafdelingens intensiv afsnit. Her fortalte en sygeplejerske, at man ventede min far indenfor en halv times tid.
Ganske rigtigt... Efter 7 timer og et kvarter på operationsbordet, blev han rullet lige forbi os. Han var askegrå i ansigtet og trak vejret ved hjælp af respirator. Det syn var på en gang skræmmende og utroligt lettende. Stik mod alle vores forventninger var manden med leen gået forbi... ihvertfald i første omgang.
Min far blev lagt i kunstig koma natten over, og vi blev bedt om at tage hjem og få lidt søvn for så at vende tilbage om fredagen.
Fredag, lørdag og søndag kunne der skrives meget om, men det korte af det lange er, at han tilbragte dagene på intensiv. Det var en grim oplevelse, men i og med vi faktisk troede, at vi ville miste ham i torsdags, var vi virkelig taknemmelige over ethvert lille fremskridt. Og der VAR fremskridt for hver eneste gang vi besøgte ham, var der nye lyspunkter, og igår eftermiddags (mandag) blev han flyttet til et almindeligt sengeafsnit, hvor hans bedring kan fortsætte under lidt mere "normale" rammer.
Jeg har netop besøgt ham efter arbejde i dag og sidder nu og er så dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at beholde min far og at alt tyder på, at vi til sidst vil få ham hjem, næsten så god som ny.
Min far ved godt selv, hvor tæt det var på at ende galt, og for både ham selv, min mor og jeg har det sat en masse tanker i gang.
Jeg tror og håber, at det vil få os til at være endnu bedre til at værdsætte hinanden og nyde tiden sammen. Jeg håber, at min far vil NYDE hver en stund i resten af hans liv og værdsætte, at han fik en ekstra chance.
I min optik er alt, hvad han oplever fra nu af, et resultat af, at manden med leen gik forbi og "kun" uddelte et gult kort.
De bedste hilsner til jer der måtte læse dette indlæg. Husk at sætte pris på dem, der står jer nær.....det kan hurtigt være for sent.
Nu må jeg simpelthen have luft for det.
At finanskrisen raser er vel efterhånden gået de færreste forbi, og jeg må indrømme at jeg på et tidspunkt syntes at jeg havde den lige lovlig tæt inde på livet. Jeg arbejdede som udvikler (programmør) hos et større dansk konsulenthus, og følte egentlig at jeg sad ganske udmærket i min stilling. Ikke desto mindre blev jeg en dag i januar kaldt ind til møde med min iøvrigt på alle måder helt fantastisk chef.
Der krævede hverken clairvoyante evner eller en doktorgrad i psykologi at fornemme at noget var på færde, og der gik da heller ikke mange øjeblikke før han sagde, at han havde en dårlig nyhed. Man havde lavet en større analyse af virksomhedens drift i den kommende tid, og da ordreprognoserne var mere end almindeligt nedslående, havde man besluttet at der skulle afskediges 28 ansatte.
Min chefs lod var, at han skulle pege på én af sine 6 udviklere, og da jeg dels var den sidst ankomne og dels den mindst erfarne i afdelingen, pegede fingeren på mig. Beslutningen kunne ikke have været anderledes, og på trods af min umiddelbare skuffelse over udsigten til at miste jobbet, kunne jeg ikke bebrejde ham valget. Et andet valg ville have været svært at forsvare.
De følgende 3 måneders opsigelsesperiode var lidt af en emotionel rutschebanetur. Uvisheden med hensyn til fremtiden var til tider ulidelig. Da jeg bor alene, er privatøkonomien temmelig sårbar såfremt jeg i en periode skulle ernære mig udelukkende ved A-kassens almisser. Jeg prøvede virkelig at fokusere positivt og få det bedste ud af de 3 måneder og min chef gik gennem ild og vand for mig i den periode. Han hjalp mig med at lave en slagplan for hvordan jeg kom videre, gav mig frie hænder til at studere og blive certificeret efter forgodtbefindende, var god til at følge op på, hvordan jeg havde det, coachede mig efter arbejdstid og var i det hele taget et skoleeksempel på, hvordan man bedst muligt hjælper afskedigede medarbejdere videre på bedste vis.
Efter at have søgt et par lignende stillinger hos andre konsulenthuse og fået afslag begrundet med at jeg liiiiige skulle have et års eller to mere erfaring for at være interessant, blev jeg lidt modløs, for den erfaring, jeg tilsyneladende manglede, får jeg jo ihvertfald ikke ved at gå arbejdsløs. Med en måned tilbage af opsigelsesperioden skiftede jeg fokus og søgte ikke længere jobs - nu skulle al energien bruges på at få en bestemt certificering, mens jeg havde en virksomhed, der ville betale den. Min tanke var at fra første maj ville jeg jo have al den tid jeg kunne ønske mig til jobsøgning. Jeg havde stadig et par ansøgninger ude men havde ikke de store forventninger til dem på grund af de hidtidige afslag samt det faktum, at jeg intet havde hørt fra virksomhederne.
Pludselig midt i al studieræset tog tingene en hurtig drejning. Med 8 dage tilbage i det gamle job, blev jeg kontaktet af en organisation, hos hvem jeg havde søgt et noget anderledes job, end det jeg kom fra (i virkeligheden mest fordi jeg følte at jeg burde). De ville høre, om jeg kunne komme ind til en samtale, og naturligvis kunne jeg det. Jeg foreslog at det blev efter den første, da jeg p.t. havde RIGTIG travlt med studierne, men de så gerne at det blev den følgende dag, da de gerne skulle beslutte sig hurtigt. I den situation siger man jo ikke nej. Nogle dage efter kunne min chef fortælle, at de havde kontaktet ham for at høre lidt mere om mig, og at han fornemmede, at de var positivt stemte. Med to dage tilbage i arbejde skulle jeg så til anden samtale, hvor der kun var 2 kandidater tilbage og senere samme aften blev jeg ringet op om at jobbet var mit. Begejstringen og lettelsen kæmpede en intens kamp om at dominere mit sind.
Dagen efter havde jeg sidste arbejdsdag på det gamle job og tog pænt afsked med nogle fantastiske kolleger og en intet mindre end formidabel chef, og den kommende dag startede jeg i nyt job. Ved tilfældighedernes spil havde jeg tilsyneladende ramt et job, hvor min knap så store erfaring ikke var diskvalificerende, men hvor en masse af mine personlige egenskaber passede som hånd i handske, uden at jeg på det tidspunkt var bevidst om det. Det havde været en ualmindeligt nervepirrende tid, men det der i starten virkede som om jeg var på vej ud i arbejdsløshed med en dertil knyttet eksistentiel krise, endte ud med at jeg havnede i et fantastisk job, der har forbedret min hverdag i den grad. Pludselig var der meget større variation i jobbet, mere indflydelse, større ansvar, en trediedel mere i lønposen, bedre pension, længere ferie, kortere arbejdsuge og cykelafstand til arbejde.
Hvad mere kan man dog ønske sig af tilfældighedernes spil (bortset måske lige fra "verdens bedste chef").
Jeg priser mig lykkelig over at være gået fri i denne omgang og sender mange tanker til de, der på den ene eller anden måde lider under krisen. Jeg nåede at mærke løkken stramme for en stund men blev reddet på målstregen.
God weekend derude i det ganske danske land eller hvor I nu befinder jer. :)
Hmmm... selvom jeg hverken er udøver af ekstremsport eller på anden måde adrenalinjunkie kan jeg nogle gange være ved at brække mig over den omklamrende forudsigelighed, man nogle gange støder på.
Når man spørgen en ven om hvordan det går, og man bare VED at svaret bliver "Det går fint", er det jo i virkeligheden ligegyldigt at spørge. For mange år tilbage fik jeg gjort mig godt og grundigt upopulær hos en ekskæreste. Vi skulle om aftenen have besøg af et af hennes vennepar til den traditionelle middelklasse-parmiddag. Jeg havde mødt dem 2 gange tidligere, og de var nogle superrare mennesker, så alt i alt kunne aftenen sikkert have blevet fin....var det altså ikke lige fordi jeg fik "klaustrofobi" af den Emma Gad-dikterede etikette og dertil hørende forudsigelighed. Dagen igennem havde "eks" og undertegnede gået og hakket på hinanden, og det var på ingen måde hyggeligt, men da hun gerne så , at vi fik en hyggelig aften alle sammen lovede jeg at PRØVE på at skabe en god stemning ;o)
Da gæsterne var vel ankommet og vores glas var fyldt med velkomstildvand, dristede den mandlige gæst sig til at spørge "Nå, hvordan går I ellers og har det?" med den helt rigtige smilende og konverserende attitude. Jeg smilede lige så stort igen og svarede "Helt ad helvede til. Vi har skændtes indtil for et kvarter siden, men tak fordi du spørger. Skal vi så se at blive stive?"
Da den pinlige tavshed først var overvundet, blev det faktisk en rigtig hyggelig aften, selvom det efterfølgende viste sig, at "eks" bar bare en kende nag ;o)
Jeg ved godt, at det ikke var særlig elegant eller hensynsfuldt, og der kan sikkert siges mange ting om alt det forkerte i min handling, men HOLD DA KÆFT hvor var det dog befriende at "skide på formerne", være ærlig og få luft for sine frustrationer. Således bristede forudsigelighedens spændetrøje - men det kunne jo også foregå som i denne video, jeg fik i min mail i dag...
Kan I alle have en skøn weekend såvel i blogland som IRL :)
Video: Befriende (klik på play-knappen for at starte video)
