Torsdag, 10. marts 2011 kl. 22:19 / politik, politiken
Jeg undrede mig en del, da jeg her til morgen så Politiken.
Her var det muligt at læse, at "VK har hævet skatten 295 gange". Kort inde i teksten bliver der fortalt, at den siddende regering i alt 295 gange har hævet skatter og afgifter.
Skatter OG afgifter.
Er skatter og afgifter nu det samme? Nej, det er det ikke. Og det er der en god og helt enkel grund til. Skatter er betinget af den personlige indkomst. Det er afgifter ikke. De er i stedet betinget af det personlige forbrug.
Venstre-politikere har flere gange stået på landsdækkende tv og forklaret, at de faldende skatter skulle finansieres ved stigende afgifter. Derfor er det altså helt hen i vejret, når Politiken blander de to ting sammen.
På den anden side undrer det ingen, at det lige netop er Politiken, der bringer en så farvet historie. Tøger har ikke levet forgæves.
Lad det være sagt med det samme: Ingen fortjener at dø af kræft - og da slet ikke, når de blot er 53 år.
Jeg kender ikke Tøger Seidenfaden, men mange, som heller ikke kender ham, har allerede været ude og sige, at de vil savne ham i den offentlige debat. Det vil jeg i hvert fald ikke.
Tværtimod vil jeg nærmest glæde mig over, at jeg ikke længere er tvangsindlagt til at høre på den selvfede og selvretfærdige chefredaktør.
Helt galt gik det i debatten om bogen "Jæger i krig med eliten", hvor Tøger Seidenfaden i den grad satte sig selv højt på strå. Bogen blev i første omgang holdt tilbage via et fogedforbud, hvorefter retten skulle tage stilling til, om bogen kunne publiceres, eller om den ville være til fare for danske soldater.
Men den afgørelse kunne Tøger ikke vente på. Desuden var hans dømmekraft utvivlsomt langt bedre end domstolens. Allerede dagen efter blev bogen trykt i sin fulde længe i Politiken.
Hvis vi ser bort fra det ulovlige i trykkeriet, da forfatteren og forlaget naturligvis havde den fulde ophavsret, sidder man blot tilbage med en almindelig klam smag i munden: Tøger Seidenfaden mente åbenbart, at han bedre end en domstol kunne tage stilling til, hvorvidt indholdet af bogen var farligt for danske soldater.
Så sætter man sig selv højt.
Men nu kan Tøger selvfølgelig heller ikke længere føle bebrejdelsen, hvis soldater bliver dræbt på grund af hans beslutning.
Internettet har gjort det muligt for langt flere mennesker end tidligere at komme ud med deres budskaber. Det kommer blandt andet til udtryk på diverse hjemmesider, hvor spillere, trænere eller ledere fra diverse fodboldhold helt ned til Serie 6-niveau efter hver kamp kommer med deres bud på et retvisende referat af kampen.
Ja - jeg sagde "deres bud" på et retvisende referat.
Står man som objektiv tilskuer til en kamp og efterfølgende læser det ene holds referat af kampen på deres egen hjemmeside, er sandsynligheden for, at man kan genkende det, man læser, ofte ganske lille.
Hjemmesiden Ligabold.com har gennem de seneste år gjort det til sin pligt at flyde over med kuriøse indlæg fra parter i en ligegyldig kamp. Hvis man begynder at føre en statistik over det, tror jeg, man vil nå frem til, at langt hovedparten af de hold, der taber en kamp, fortæller, at det var ufortjent - mens modstanderne fortæller om, hvor fortjent deres sejr var.
De neutrale opmænd slipper naturligvis heller ikke for påtale. Med jævne mellemrum fortæller en spiller, hvor dårlig weekendens dommer var (pudsigt nok er der aldrig indlæg fra dommerne, som fortæller, hvor dårlige spillerne var).
Fair nok. Men hvor er det pudsigt, at brok over dommerne altid kommer fra personer, der normalt ikke brokker sig over dommerne. Giver det mening? Nej, vel.
Men pudsigt er det, at brok over en dommer altid - ALTID - indledes med sætningen: "Nu brokker jeg mig normalt aldrig over dommeren, men..."
Den er sikker hver gang. På en måde er det lidt sødt.
« Forrige
1
23456...9Næste »
