Zlatan
Du er en gave et mirakel en bombe
et håndholdt mareridt en mønsterborger i dit eget kongerige
Zlatan
Du må godt kaste med sten for du bor selv i et glashus
hvor vi alle kan se ind
Zlatan
Du bærer smerten i din arrogance
Du er et sirligt men ulæseligt skrifttegn
Zlatan
Lad din historie hjemsøge os alle slip det fantastiske fri.
Jeg vågner med et sæt. Hvor er jeg?
Jeg ser mig omkring. Et bord, en stol, en lampe, hvide vægge og en lugt af kemi. Jeg ligger i en jernseng ... Hospitalet ... jeg er jo på hospitalet. Jeg kan svagt huske at jeg blev bragt ind, men ikke hvorfor.
Jeg står ud af sengen. Nå, jeg er da ikke alvorligt syg, mine ben er her, armene sidder som de skal. Hvorfor er jeg her så? ... Og hvad med Kaptajn Jespersen ... Jeg stopper op midt i en bevægelse. Kaptajn Jespesen, det navn siger mig et eller andet. Jeg står med bare tæer på det kolde gulv og forsøger at huske. Men min hjerne er langsom, pakket i vat.
Jeg går hen til døren ud til gangen - jeg er sulten, i selskabshumør, mon ikke jeg kan få noget mad og en snak? Døren er låst. Hvad satan, mumler jeg, hvad er nu det for noget. Har en eller anden låst mig inde ved et uheld? Jeg banker hårdt på døren og råber at jeg er sulten ... åben den dør! Men ingenting sker. Jeg kan mærke panikken overvælde mig. Hvorfor er jeg låst inde? Jeg går hen til det store vindue jeg i første omgang har ignoreret, undersøger om det kan åbnes. Det kan det ikke. Jeg trækker stolen hen til mig og sætter mig ned. Jeg bliver nødt til at sidde lidt ned.
Det er mørkt udenfor, udsigten fra denne etage er overvældende ... Byens lys glimter som diamanterLEGOKLODSER. Det giver et sæt i mig. hvor kom det lige fra? Jeg lukker øjnene og forsøger at huske, hvad der er sket, hvorfor jeg er her. Hvem er Kaptajn Jespersen og hvad sker der med LEGOKLODSER? Jeg har en fornemmelse af, at det er vigtigt for mig at kunne huske.
(fortsættes)
vist min solidaritet med Charlie Hebdo
spist nældesuppe med min mor
luftet kælegiraffen i går
skrevet et digt på oksens hud
hørt fra Nelson for en uge siden
flyttet bogen en centimeter til højre
sagt de rigtige ting til midtersektionen
knebet barnet kærligt i kinden
lagt flæskestegen under træet
vredet mine fingre under jobsamtalen
råbt af faderen der slog sin søn
solgt bilen til Manden Med Leen
grinet af den økonomiske krise
ignoreret dumheden i det du sagde
fyldt skraldesækken med afskårne nissehoveder
men jeg gik med hovedet under armen og så hele tiden bagud.