David Grossman:
Intimitetens grammatik (1991, da. 2000)
Underfundig roman om den 12-14-årige Aron der aroniserer over verden, udfører Houdini-tricks til klassefester og spiller fodbold med Pele. Han lever i sin egen foruroligende verden, hvor alt kan ske.
Bogen er dybde, billederne trænger sig på og man suges ind i Arons verden og igennem ham får man et lettere forvrænget billede af Israel i slutningen af '60erne. Men man skal hænge på, Intimitetens grammatik er vild...
Politiken giver fire stjerner til Beryl Bainbrigdes "Pigen i den polkaprikkede kjole" og skriver at oversætteren sikkert forstår "udmærket engelsk, men hans dansk lader en del tilbage at ønske." og så giver de alligevel fire stjerner - til originalen, altså den engelske udgave!?
Hvad er det for en bog de anmelder?
Den danske oversættelse eller den engelske original?
Undskyld mig, det er da dårlig stil! Fair nok at man punker oversætteren, men hvad med lidt konsekvens? Enten anmelder man bogen, man sidder med eller også anmelder man den ikke ... prøv at forestille Jer, at man skriver en anmeldelse, hvor man roser oversætteren for en fremragende oversættelse, men iøvrigt mener at originalen er elendig.
Det hænger da ikke sammen?
Nu bliver jeg lidt nørdet:
Det originale værk på engelsk er et unikt værk. Når man oversætter den til et andet sprog står man med et nyt unikt værk på et andet sprog. Man har at gøre med to unikke værker; det ene er baseret på det andet, men der er alligevel ændret så radikalt på teksten, at man må behandle det som to værker...
Og så anmelder man ét af værkerne. Det andet er inkonsekvent og forvirrende...
Og ja, jeg ved godt at verden er i krise og der er vigtigere ting i verden, men nu er denne blog om litteratur, så derfor denne omgang flueknepperi:-)
727eren krænger blødt og vi runder et stort højhuskompleks, et hospital? Et firma? Den sidste halve time er vi bare fløjet rundt og rundt.
Hvad er det for et kompleks, spørger jeg. Og hvad med brændstoffet, er vi ikke ved at løbe tør? Jeg er tør i halsen og min krop klør alle mulige og umulige steder, men da mine arme er tapet godt fast til stolen må jeg nøjes med at vride mig lidt i stolen. Åhh for satan, det er som om jeg har lopper. Jeg kan mærke sveden løbe ned af mit ansigt.
Det er der vi ender, når vi dør, siger hun med et smil. Det er Sankt Christopher-hospitalet og når vi ikke har mere brændstof, så ... Hendes legotænder funkler i et stort neonsmil.
Jeg spørger hende træt: hvad er det der sker her? Jeg kan ikke huske, hvordan jeg er havnet her. Hvad laver jeg heroppe med dig. Jeg går i panik og skriger Hvad Fanden Sker Der?
Så så, lille ven, du er her sammen med mig fordi du selv vil.
Jamen, jeg ved ikke om jeg drømmer eller hvad, siger jeg.
Er det ikke ligegyldigt, smiler hun. Det vigtige er, at du er Her. Lige nu. At du har valgt mig.
Jamen, jeg kan intet huske, mumler jeg og ser på hendes store hænder der trykker på knapper og justerer dimser der lyser grønt i det mørke cockpit.
Hun ligger sin hånd på mit lår og ser på mig, mens 727eren begynder at slingre og ryste og lyden fra motorerne ændrer sig, Er vi løbet tør for brændstof nu? Jeg kan mærke angsten flå i min mave, nu sker det. Jeg forsøger at slide mig fri af stolen, men jeg er fanget som en flue i et edderkoppespind. Jeg er blind af panik. Jeg skriger og skriger, mens vi hurtigere og hurtigere nærmer os jorden.
Vi er gået ind i en stejl kurve og der er ingen tvivl om, at vi om få sekunder vil hamre ind i hospitalet. Og nu kan jeg høre, at motorene brøler igen, vi er et projektil der venter på at smadre ind i noget og jeg sidder inde i projektilet med en lang, knoklet psykopat der er begyndt at synge igen.
We're on a road to nowheeere, brøler Kaptajn Jespersen, mens jeg tæller ned
3
Kaptajn Jespersens tænder stråler som lyskastere
2
Jeg skriger og skriger og skriger
1
Jeg kan se det hvide i øjnene på et menneske der står i et vindue i Sankt Christopher
Alt er stilhed
(fortsættes)