Da jeg vågner kan jeg ikke bevæge mig, er jeg blevet lam efter at være blevet kastet rundt i 727erens vilde dans? Jeg åbner øjnene, to sprækker i mit ansigt der ligesom er ... for stort? Jeg ser ud ad et vindue. Jeg forsøger at at bevæge mine arme og ben, at finde et balancepunkt. Men jeg kan ikke røre mig. Jeg åbner øjnene helt og jeg sidder i cockpittet, hvor der er mørkt. Lysene fra instrumenterne sender et grønligt skær ud i cockpittet og da jeg drejer mit hoved kan jeg se Kaptajn Jespersen sidde tilbagelænet i sin stol og hun smiler til mig.
Hun sidder nærmest lidt duknakket. Hun er så høj at hendes krøllede hår strejfer loftet i cockpittet, hendes næsefløje vibrerer og hendes fingre dapper let på stolens armlæn, men hun nynner et eller andet. Denne gang er det vist ikke en børnesang. Er det Talking Heads?
Jeg vil fare op af stolen, men hun ryster på hovedet og fniser, da jeg ikke rokker mig ud af stedet. Jeg ser ned på mine arme...
Ja, nynner Kaptajn Jespersen, Gaffatape er en genial opfindelse. Sidder du godt, min lille kropsdue?
Jeg kan mærke vreden stige op i mig, men jeg lukker øjnene og tæller til ti. Hvad fanden sker der her, spørger jeg hende, mens jeg pludselig indser at vi er alene i cockpittet. Hvor er de andre?
De er forfløjne, sukker hun og og bøjer koket hovedet og smiler. Hvor er vi på vej hen, spørger jeg. Hun svarer ikke, men hun ser mig direkte i øjnene og begynder at le som en pige der lige har kysset en dreng for første gang ... og der er et eller andet frygtelig galt med hendes mund. I stedet for tænder har hun ... legoklodser i forskellige farver!? Jeg skriger og forsøger at vågne. En eller anden, knib mig i armen, skriger jeg og så mærker jeg en svidende smerte på siden af hovedet.
Kaptajn Jespersen har netop stukket mig en syngende lusning, i bogstavligste forstand, for nu kurrer hun: vi er på vej til ingensteder og jeg elsker at flyve med dig ved min side.
Jeg er simpelthen for forvirret til at spørge om noget, så jeg ser bare på hende. Kan du lide udsigten, spørger hun.
Og nu kan jeg at vi flyver rundt i mellem bygninger der er oplyst af en indre glød. Det går op for mig at det er nat og at vi nærmest svæver som et svæveplan rundt i mellem bygningerne. Og jeg kan se projektører der sender sine stråler op mod os. Men ellers er der ingen aktivitet omkring os.
Hvor er jetjagerne, helikopterne, jeg kniber øjnene sammen, hvor er bilerne?
Kaptajn Jespersen stryger mig over håret og så begynder hun at nynne den Talking Heads-sang igen og nu bryder hun ud i en høj og sitrende falsk sang
We're on a road to nowhere Come on inside Takin' that ride to nowhere We'll take that ride
Og i mens hun synger stryger hendes hånd mig over håret, mens hendes legotænder lyser i natten. Jeg lukker mine øjne og venter på at vågne af dette mareridt.
(fortsættes)
Afslutning & exit er ude af mine hænder1
Jeg har afleveret et stk. roman til det ene af de 4 forlag der får muligheden for at udgive Afslutning & Exit...Med lidt held tager det 4 måneder før jeg ved noget. Og over et år, hvis tingene ikke kører som jeg håber...
Denne gang er det ret spøjst at give slip...og af flere grunde:
Jeg har flået ulden ud af hovedstolen, det vil sige, at jeg har lagt mig selv ind (i passende doser) i romanen. Det er ikke en "selvbiografisk" roman, men der er taget udgangspunkt i egne oplevelser - som der så i større eller mindre grad (mest større) er ekstrapoleret/smurt tykt på. Det gør at der "er mere på spil" for mig...hmmm, nej egentlig ikke, det gør at jeg bare har investeret mere i Afslutning & Exit end i Berømte Sidste Ord og Naturkoder.
Jeg har - i modsætning til Berømte Sidste Ord som er en konverteret digtsamling der med tænkepauser alt i alt tog 7 år at skrive - skrevet Afslutning & Exit i en køre på 3 år, samtidig med at jeg parallelt skrev Naturkoder. Det er jeg ret stolt af! Jeg troede faktisk ikke jeg kunne skrive en roman, men det har jeg gjort! Og så en på omkring 300 sider:-) og den er blevet god!
Nu vil jeg glemme Afslutning & Exit og stille og roligt gå i gang med min krimi som Ikke bliver en main stream-krimi. Jeg kunne sikkert godt skrive en krimi der kunne sælge moderat, men jeg gør det lidt besværligt for mig selv og læseren og skriver en krimi der handler om...
Nej, jeg giver ikke noget væk - I får første kapitel, når det er færdigt:-)
Så kører vi igen!
Litteraturforskere, videnskabsfolk og andre hedsporer vil tage litteraturhistorien og ryste den ved vingebenet: Gode gamle Shakespeare skrev ikke sine egne værker...
Beviset?
Man har ikke fundet rester af manuskripter i Shakespeares gemmer.
Og det nyeste skud på stammen er filmen "Anonymous", en film der giver Edward De Vere skylden for Williams litterære eskapader.
Her er min teori:
William S var en kaot, et rodehovede, en forvirret forfatter der gav sine værker væk for at betale huslejen og brødføde sin kælealligator. Når han havde skrevet et nyt skuespil gik ham på pub med sine venner og blev så stiv, at han glemte manuskriptet på bordet (hvor også Lord Edward sad). Så Edward - din lurendrejer - tog manuskriptet og fodrede Mr. Bacon (kælekrokodillen) med det fordi han havde ondt af den...
Når så Shakespeare dagen efter ikke havde manuskiptet, så improviserede han og brugte sin fænomenale hukommelse og reciterede det forsvundne teaterstykke. Og så sad der en klarkør og stenograferede stykket - for Willie kunne nemlig ikke læse og skrive.
Så Shakespeare "gav sine værker væk" til De Vere der stopfodrede Mr. Bacon, så kræet ikke sultede.
Da Mr. Bacon døde af udstoppelse kom der to indere og tog ham med til Indien for at give ham en anstændig begravelse (for i Indien ærer man døde krokodiller og alligatorer så meget at man begraver den i Ganges' mudder). Da Ganges så gik over sine bredder blev Mr. Bacon skyllet ud i havet og ført til Amerika - derfor er der alligatorer i Florida - og derfor har man ikke fundet manuskripter hos Shakey. De befinder sig i Floridas sumpe.
Men hvad så med klakørens noter?
Hvad for en klakør?
Kan I se, hvor jeg vil hen?
Shakespeare er en alligator med forstoppelse...
