Mandag, 14. juni 2010 kl. 15:22 / danmark
Jeg landede Lørdag morgen i kastrup. Da flyet satte hjulene på dansk grund, begyndte tårerne at trille ned af mine kinder. tror det var erkendelsen af at det var slut. turen var fin, der var ikke så meget der, mødte endda Nam og Jackson fra Vietnam i lufthavnen. hyggeligt. det var dog møghårdt at sige farvel til dem alle og da jeg nåede til Emilie Ødegaard kunne jeg da intet andet end at græde igennem.
Danmark har knap nok ændret sig - nogle mærkværdige hundredkronesedler er alt hvad jeg ligger mærke til. VM-entuiasmen er stor i vores hus, selvom jeg ikke rigtig føler begejstringen. Det var fantastisk at se pigerne igen, men hold da op hvor gør det ondt ikke at have Julie, Mariana og Emilie ved min side.
I går spillede jeg min første fodboldkamp for VIK i lang tid. vi tæskede Hadsten 7-0. det var en bizar kamp. godt at spille med pigerne igen, men til tider var jeg godt nok enormt ring. og mine ben gør så ondt i dag.
Skal til personalemøde senere, så det er bare back to reality.
puha. ender her. tvivler på jeg vil skrive meget nu da jeg er hjemme, men måske er det en god måde at holde mig selv beskæftiget på.
desuden har jeg fuldstændig givet op på det modsattes køns mulighed for at være noget godt til andet end overflødigt venskab og casualties;
min klogeste og cooleste ven David friis har ikke svaret på alle mine metoder at komme i kontakt med mig på, og dukkede ikke op til vores aftalte farvel-tid på min rejsedag, selvom det bare skulle være ham, mig og morgenmad.
længe leve girlpower (vi lavede desuden the naked mile.. jeg løb topløs gennem tarrytown sidste dag klokken 5 om eftermiddagen, til de mange mange menneskers underholdning. Andrea og bente var med dog i undertøj. vi fik en fremragende modtagelse.)
Torsdag, 10. juni 2010 kl. 05:44 / new york
Så er tiden kommet hvor vi alle skal sige farvel. Vi har haft vores sidste assembly i dag, og der var hele 84 awards at give ud til diverse studerende. Mange af dem der fortjente det fik dem; Atussa der har arbejdet skidehårdt, Bente der har givet meget mere til skolen end bare at være elev, Tam som er et geni forklædt i baskettøj og Olivia der arbejder så hårdt for sit scholarship.
Gary Jullian og jeg har jo længe diskuteret hvorvidt jeg måtte holde en tale. Dr. Trew var et stort nej, efter mine formal warnings. Men i morges kradsede jeg en tale ned da jeg gik til morgenmad halv 8, selvom vi ingen klasser havde. Jeg afleverede den til Gary Jullian sammen med min lille kort jeg havde skrevet til ham. Efter de mange awards og et slideshow med billeder af blandt andet Kusha, Mariana og Gutierrez der fik mig til at græde som pisket, kom tiden til Gary Jullians afskedstale. Der er mange der ikke forstod men, men det var fordi han nærmest talte direkte til og om mig, undskyld hvis det lyder enormt egoistisk. Han snakkede at lærer af sine fejl, rejse sig efter nederlag og være ansvarlig. han holdte min tale i hånden. Jeg har sjældent grædt så meget alene. hele salen holdte nærmest vejret og jeg græd som pisket. det kunne der ikke komme en stor tale ud af. Han talte med mig efter ceremonien og tilbød at jeg i stedet kunne give den til edn store barbeque vi skulle have. jeg takkede pænt nej med hentydning til hans tale hvori han sagde de fleste af mine ord. Han forstod udemærket godt, og fortalte at han nu alligevel var stolt af mig. mere tuderi. Den mand har muligvis smidt både Kusha, Gutierrez og Maikel på porten, men han har troet på mig hele tiden. Nu har jeg alle mine formal warnings kopieret fra min mappe til at bevise det. Dr. Trew jokede med at der umuligt kunne være papir nok på skolen til at printe min propfyldte fil ud.
Resten af dagen er gået med at gå til Tarrytown og bestille de 132 billeder jeg har indtil videre fra i år. Jeg har sagt farvel til Sika, og missede desværre Oscar Sucre. I morgen står den på Eva og Jinny som bliver en hård omgang. De har hver især opgivet en ven i kampen om at fortælle mig sandheden om Josse og keywan. jeg kan aldrig takke dem nok.
Jeg var et smut nede på kontoret for at aflevere de allersidste bøger, og til min overraskelse kaldte Gary Jullian mig ind på kontoret med tårer i øjnene og takkede mange gange for mit velskrevne kort. jeg fik et kort af Miriam fra kontoret der nævnte at de ville savne mig og min entuiasme. det her bliver hårdede og hårdede.
Dagen har lige peaket med gruppegrædning med de norske piger, efterfulgt af vi alle delte Andreas sidste pakke smøger, sad på taget i regnen og virkelig reflekterede. jeg ville glædeligt skrive mere, men bliver nød til at skrive i bogen til Bente. Jeg er så stolt af den pige, hun har gjort ufatteligt meget for skolen og det nævnte Gary Jullian og tog hende op på scenen. Jeg var oppe en enkelt gang for min organisering af House-systemet. alle synes det var en latterlig pris at få, men jeg fået hvad jeg kom for. jeg fik sådan set lov til at tale, og Gary Jullian addresserede mig så klart at Mrs. Borton måtte over og kramme mig efterfølgende.
puha, what a day.
Onsdag, 9. juni 2010 kl. 13:25 / new york
jeg rejser hjem om lige over 48 timer. hold da op.
Selvfølgelig bliver det rart at komme hjem, men jeg har bestemt ikke lyst til at forlade disse mennesker! På trods af okay vejr render jeg rundt i min størrelse large International Academy New York sweatshirt. lovely. Alle andre festede i går, og jeg tager turen i aften. Efter vores barbeque med skolen, det skal nok blive godt.
men hold da op hvor bliver det hårdt at sige farvel.
er tilbage om et par timer, skal over og spise morgenmad, er ved at dø og den åbner om 5 minutter.