Fredag, 12. marts 2010 kl. 21:34 / agnosticisme, folkeskole, kristendom, tro
Agnostiske gløder fra folkeskolen
7 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Folkeskolen
Et af de stolteste øjeblikke i min skoletid går helt tilbage til dengang, hvor det hele begyndte - nemlig 1. klasse.
Nu var det alvor, og nu begyndte det at være rigtig sjovt - for nu skulle vi lære noget. Jeg havde en meget klog og meget skrap klasselærerinde af den gamle skole, som gjorde meget ud af ro, orden og disciplin. Men når først disse var etablerede - så var der plads til højtlæsning og kreative lege, der inkorporerede læring og udvidelse af ordforråd.
Jeg så meget op til hende og vi havde syv gode år sammen. Syv år hvor vi respekterede hinanden, og hvor der var nogle få diskussioner og situationer, hvor jeg fangede hende i at sige noget modsigende, eller hvor hun ikke forklarede sig godt nok. Hun var streng, men ikke uretfærdig, og min kritiske natur blev heldigvis aldrig hæmmet af en fejlfortolkning af autoritet fra hendes side. Hun sagde engang til en forældresamtale, at hun nogle gange kom til kort overfor mig, og at hun nød at blive udfordret på denne vis, hvor det altid var argumentet der styrede.
Men nogle gange er det ikke argumenter og rationalitet, der styrer slagets gang - og dette fører mig tilbage til indlæggets begyndelse - nemlig et af mine stolte øjeblikke.
Nu kan jeg se at jeg allerede her i 1. klasse må have været noget af en mundfuld, for i aller første religionstime fik vi en af verdens mest kendte historier. Nemlig der hvor det hele startede.... med Adam og Eva. Min klasselærerinde fortalte historien, og jeg husker tydeligt hvordan jeg spontant efter afslutningen udbrød "det tror jeg ikke på!". Hun svarede med et eller andet som jeg ikke kan huske, og jeg erindrer at have gentaget min affejning, hvorefter min lærerinde surt (sådan husker jeg det) sagde: det her er altså en historie, og så må man vælge at tro på den eller ej.
Min kristne baggrund
Jeg har aldrig troet på Biblen, selvom jeg kan mange af historierne som min lærerinde smukt genfortalte ud fra sin egen store hukommelse. Jeg tror på historierne og deres indvirkning, lige som jeg tror på Anders And-historier og mange af de digte, noveller og romaner som jeg læser. Jeg tror på mange af budskaberne, og næstekærlighed og respekt for sig selv og andre er værdier, som mit liv er bygget op af.
Men min mor har altid været meget kristen og en tro kirkegænger. Hele 'vejen' op til min konfirmation bedte hun 'fader og vor' hver nat inden jeg faldt i søvn. Trods denne aftenlige begivenhed har jeg aldrig nogensinde kunnet citere denne forholdsvise korte bøn fra ende til anden - den hænger simpelthen ikke fast og har aldrig gjort det.
Jeg bad hende aldrig om at lade være, for jeg kunne mærke at det betød utroligt meget for hende. Jeg vil heller ikke have undværet det, nu jeg tænker over det - for jeg så det ikke som noget dårligt - jeg så det mest som min mors stærke kærlighed til mig og min bror samt det stærke ønske om, at der aldrig måtte ske os noget ondt. Grunden til at jeg blev konfirmeret var da også at jeg nødigt ville skuffe min mor.
Min egen tro
Nu er jeg dog snart så voksen og selvstændig at jeg må være mig selv tro. Jeg bliver nødt til at fortælle min mor og mig selv, at jeg jo aldrig nogensinde har troet på hvad andre mener er Gud. At jeg på konfirmationsdagen kun ønskede at tro på det for min mors skyld. At jeg ikke kan dikteres sandheden/sandhederne, men at jeg selv må finde dem. Jeg giver Kierkegaard ret i at man ikke bør have en instituel tro, og at forbindelsen mellem 'Gud' og menneske bør være direkte. Jeg er agnostiker og erkender at jeg ikke ved noget om noget, der ligger uden for min sanse- og erkendelssfære. Jeg kan hverken af- eller bekræfte noget, selvom jeg nyder at diskutere mulighederne for det.
Jeg tror på det magiske og eventyrlige i livet. Jeg tror på kærligheden og menneskelige relationer. Jeg tror på naturens skønhed, renhed og brutalitet. Jeg tror på det gode og det onde i mennesket, jeg tror på de ophøjede idealer og den primitivt jordbundne øglehjerne. Jeg tror på rationalitet og argumenters orden. Jeg tror på mine venner og familie. Jeg tror på mig selv.
Amen.
