Hop til indhold

Tanker på et fad

Fredag, 12. marts 2010 kl. 21:34 / agnosticisme, folkeskole, kristendom, tro

Agnostiske gløder fra folkeskolen

7 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Folkeskolen

Et af de stolteste øjeblikke i min skoletid går helt tilbage til dengang, hvor det hele begyndte - nemlig 1. klasse.

Nu var det alvor, og nu begyndte det at være rigtig sjovt - for nu skulle vi lære noget. Jeg havde en meget klog og meget skrap klasselærerinde af den gamle skole, som gjorde meget ud af ro, orden og disciplin. Men når først disse var etablerede - så var der plads til højtlæsning og kreative lege, der inkorporerede læring og udvidelse af ordforråd.

Jeg så meget op til hende og vi havde syv gode år sammen. Syv år hvor vi respekterede hinanden, og hvor der var nogle få diskussioner og situationer, hvor jeg fangede hende i at sige noget modsigende, eller hvor hun ikke forklarede sig godt nok. Hun var streng, men ikke uretfærdig, og min kritiske natur blev heldigvis aldrig hæmmet af en fejlfortolkning af autoritet fra hendes side. Hun sagde engang til en forældresamtale, at hun nogle gange kom til kort overfor mig, og at hun nød at blive udfordret på denne vis, hvor det altid var argumentet der styrede.

Men nogle gange er det ikke argumenter og rationalitet, der styrer slagets gang - og dette fører mig tilbage til indlæggets begyndelse - nemlig et af mine stolte øjeblikke.

Nu kan jeg se at jeg allerede her i 1. klasse må have været noget af en mundfuld, for i aller første religionstime fik vi en af verdens mest kendte historier. Nemlig der hvor det hele startede.... med Adam og Eva. Min klasselærerinde fortalte historien, og jeg husker tydeligt hvordan jeg spontant efter afslutningen udbrød "det tror jeg ikke på!". Hun svarede med et eller andet som jeg ikke kan huske, og jeg erindrer at have gentaget min affejning, hvorefter min lærerinde surt (sådan husker jeg det) sagde: det her er altså en historie, og så må man vælge at tro på den eller ej.

Min kristne baggrund

Jeg har aldrig troet på Biblen, selvom jeg kan mange af historierne som min lærerinde smukt genfortalte ud fra sin egen store hukommelse. Jeg tror på historierne og deres indvirkning, lige som jeg tror på Anders And-historier og mange af de digte, noveller og romaner som jeg læser. Jeg tror på mange af budskaberne, og næstekærlighed og respekt for sig selv og andre er værdier, som mit liv er bygget op af.

Men min mor har altid været meget kristen og en tro kirkegænger. Hele 'vejen' op til min konfirmation bedte hun 'fader og vor' hver nat inden jeg faldt i søvn. Trods denne aftenlige begivenhed har jeg aldrig nogensinde kunnet citere denne forholdsvise korte bøn fra ende til anden - den hænger simpelthen ikke fast og har aldrig gjort det.

Jeg bad hende aldrig om at lade være, for jeg kunne mærke at det betød utroligt meget for hende. Jeg vil heller ikke have undværet det, nu jeg tænker over det - for jeg så det ikke som noget dårligt - jeg så det mest som min mors stærke kærlighed til mig og min bror samt det stærke ønske om, at der aldrig måtte ske os noget ondt. Grunden til at jeg blev konfirmeret var da også at jeg nødigt ville skuffe min mor.

Min egen tro

Nu er jeg dog snart så voksen og selvstændig at jeg må være mig selv tro. Jeg bliver nødt til at fortælle min mor og mig selv, at jeg jo aldrig nogensinde har troet på hvad andre mener er Gud. At jeg på konfirmationsdagen kun ønskede at tro på det for min mors skyld. At jeg ikke kan dikteres sandheden/sandhederne, men at jeg selv må finde dem. Jeg giver Kierkegaard ret i at man ikke bør have en instituel tro, og at forbindelsen mellem 'Gud' og menneske bør være direkte. Jeg er agnostiker og erkender at jeg ikke ved noget om noget, der ligger uden for min sanse- og erkendelssfære. Jeg kan hverken af- eller bekræfte noget, selvom jeg nyder at diskutere mulighederne for det.

Jeg tror på det magiske og eventyrlige i livet. Jeg tror på kærligheden og menneskelige relationer. Jeg tror på naturens skønhed, renhed og brutalitet. Jeg tror på det gode og det onde i mennesket, jeg tror på de ophøjede idealer og den primitivt jordbundne øglehjerne. Jeg tror på rationalitet og argumenters orden. Jeg tror på mine venner og familie. Jeg tror på mig selv.

Amen.

Mandag, 8. marts 2010 kl. 19:38 / digt, kampdag, kvinde, kærlighed

Kosmisk kærlighed på kvindernes kampdag

2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Du ligger og soler dig slængende i min kærlighed

mens jeg som enhver anden brænder mig selv op.

Langsomt, men sikkert.

Du nyder min varme, mens jeg varsomt holder afstand.

Jeg når langt, favner bredt og gennemvarmer din krop

                          - jeg når helt ind i dig.

Men omvendt? Kan du holde ud at komme tæt på mig?

Kan du overhovedet tåle at se mig? Har du prøvet?

*

Du rejser dig op og giver mig et heftigt kys, mens tankerne om min egen storhed forsvinder, og hele mit jeg bliver opslugt af et sort hul perfekt omkranset af dine yndige og fyldige læber. Trukket ind i vores kærlighed, væk fra den fysiske verden, imploderer vi i hinanden.

Tirsdag, 2. marts 2010 kl. 12:21 / idealer, løgneren, martin a hansen, renhed, sandhed, ungdom

Alderdom = løgnagtig livsfærd?

11 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

"Mens jeg stod foran barberspejlet, der er meget sandhedskærligt, åbnede der sig en sprække i erindringen. Jeg mindedes en fjern alders forglemte tanker. Da man var atten-tyve år gammel. Dengang kunne man stundom tænke roligt og dybt på døden. Tyve år, det er manges store alder, det er vor dybe alder. Den tyveårige kræver renhed. Åja, han tumler selv ud i dit og dat og føler sig meget uren. Men han kræver renhed og sandhed. Det modne menneske forstår ingen af delene hos ham. Den modne snakker om sin erfaring, den nar. Hans erfaring betyder bare at han har glemt, at han er bunduvidende om de vigtigste ting. Hans livsklogskab vil bare sige at der er småbedrag og småløgn, ja løgn, i alt hvad han mener og tillader sig. Han har en god samvittighed, for han kan ikke mere se, at han lyver. Han ser ikke mere den livets store modsigelse, der gør ungdom smertefuld og lykkelig, uvidende og viis på én gang. Den unge mand er yngre end barnet og ældre end oldingen. Han ved ingenting om noget, og han ved alt om alting. Han slynges lige fra det rige, lysfyldte øjeblik over i den sorte meningsløshed og angst. Han slynges tilbage igen. Han er dødens fortrolige. "

Uddrag fra Marting A. Hansens 'Løgneren'.

Jeg ved ikke hvad der er værst - at der er en udsigt til at jeg kan blive sådan, eller den måde jeg er så latterlig simpelt og rigtigt beskrevet :)

1
23456...73Næste »



Mine favoritter